Mette_Pugflod_Madsen_1650px
nullFoto: Privat

Debat: Fremskridts­maskinen buldrer derudaf – hvad med de svageste led?

8. dec 2020, 12:30
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

FOR KORT TID SIDEN annoncerede Rockwool-fonden en ny rapport om danskernes mentale velvære. Rapporten præsenterer blandt andet en tilbagevisning af myten om 12-talspigen som primær bærer af hele mistrivselsbaduljen. Og med den opdagelse får vi mulighed for at få øjnene op for et stort problem, som vi har haft tendens til at overse: mistrivslen hos de mennesker, der ikke kan leve op til samfundets præstationskrav.

LÆS OGSÅ: Generationskløft: Undersøgelse: Unge får stress mens ældre nyder velfærdsgoderne

Lad mig starte med en kort opsummering, hvis sagnet om 12-talspigen ikke har nået dit facebook-feed, og nyhedsoverskrifterne om rapporten druknede i mink.

De seneste år har forskellige medier præsenteret os for 12-talspigerne. Fortællingerne portrætterer unge velfriserede piger, der febrilsk kæmper en nærmest umulig kamp for at leve op til både umådeligt mange og høje faglige krav og nok lige så høje sociale krav. Pigerne har ikke en selvstændig tanke skabt i livet, de stræber udelukkende efter at opnå det, de bliver bedt om, men til perfektion. I denne stræben er de til enhver tid lige på nippet til at knække sammen. Deres pænagtige skrøbelighed kan ikke modstå deres præstationsangst, derfor bliver de syge.

Når vi i den globale konkurrence skal være de bedste, må hver enkelt af os være toptunet og konkurrencegearet
Mette Pugflod Madsen,  folkeskolelærer og cand. pæd. i pædagogisk filosofi

Og det er den myte, der langt om længe nu er blevet lukket en hel del luft ud af. Men dermed ikke sagt, at vi ikke har et præstationsproblem.

MAN HAR MULIGVIS LEVET under en sten, hvis man ikke har opdaget, at vores fællesskab i høj grad baserer sig på vores allesammens evner til at konkurrere og præstere. Udadtil er vi i global konkurrence om vækst og fremskridt. Vi vil være et foregangsland: de bedste inden for grøn omstilling, sundhed, økonomi, ligestilling, teknologi, viden, velfærd og derfor skole og uddannelse, ellers kan det ikke lade sig gøre. Når vi i den globale konkurrence skal være de bedste, må hver enkelt af os være toptunet og konkurrencegearet.

LÆS OGSÅ: PRÆSTERE PRÆSTERE PRÆSTERE: Måske er det samfundet, der er sygt? Ikke menneskene

Man skal præstere og være ambitiøs. Man skal knokle måsen ud af buksen. Man skal turde drømme stort. Og nyt! Man skal ikke bare tænke ud af boksen, man skal vide, at der slet ikke er nogen boks på fremdskridtsmarkedet. Og man skal gøre det, mens man er ung. Nej vent! Man skal slet ikke blive ældre, det er umoderne og svageligt. Kan man alt det, så kan man måske ovenikøbet blive udnævnt som en af landets 100 mest talentfulde unge mennesker af selve Berlingske. Så er man altså nået ret langt i vores alle sammens konkurrence i at præstere.

Mentaliteten siver ikke bare ned i vores institutioners pædagogiske virke, men transformerer vores børns institutioner til spydspids for fremskridtskonkurrencen.

I skolen skal alle blive så dygtige, som de kan. Eleverne skal optimeres, for de er vores alles håb for bedre fremtid. Det er for vores alle sammens skyld, men også for deres egen. For de vil vel gerne blive til noget – måske ligefrem til nogen. Derfor stiller vi mange og høje krav. Til deres faglighed, til deres personlighed og til deres fremtid. Nærmest inden stemmen går i overgang, skal de have en plan for, hvad og hvem de vil blive til og hvordan de vil blive det. Det er for at hjælpe dem godt på vej med deres vigtige fremtidskonkurrenceprojekter, at vi stiller deres øjne skarpt på målet så tidligt som muligt, og hjælper dem med at afslibe ugunstige personlighedstræk, faglige udfordringsområder og overflødige eksistentielle spørgsmål. For at gøre processen lettest for alle involverede parter får lærere og elever hjælp af det til formålet glimrende værktøj: uddannelsesparathedsvurdering. Så kan både lærere og elever se, hvor der lige skal hugges og slibes lidt ekstra.

OG HVAD SÅ MED DEM, der ikke kan eller vil leve op til alt det? De, der trods ihærdige afslibningsforsøg stadig ikke bliver aerodynamiske. De, der er taberne i konkurrencen, allerede inden de bliver kastet i ringen. Altså: dem, der bliver ved med at have en personlighed, der bare ikke passer ind i præstationssamfundets klare bokse. Og dem, der bliver ved med at få 02 i skriftlig dansk. Og dem, der ikke kan finde ud af, hvilken uddannelse de vil have (om de vil have en, er ikke en diskussion).

LÆS OGSÅ: Unge frygter i højere grad at gå ned med stress

Jo, dem skal vi nok blive ved med at fortælle, at er galt på den. De passer ikke ind. De kan det forkerte. De vil det forkerte. De er de forkerte. For hvis ikke de bliver slebet af, risikerer vi jo at tabe den store konkurrence – altså den, hvor vi som nation vil være de bedste. En kæde er jo kun så stærk, som det svageste led.

Hvad er vi villige til at futte af som brændstof, for at øge fremskridtets hastighed og vidtrækkethed? Vores mentale helbred? Vores selvbestemmelse over præstationsambitioner? De svageste led?
Mette Pugflod Madsen,  folkeskolelærer og cand. pæd. i pædagogisk filosofi

En af forklaringerne på problemet med mistrivsel blandt de “lavtpræsterende” kan være, at de ikke kan leve op til vores forestillinger om, hvordan man lever sit liv godt og rigtigt i et samfund præget af præstationsiver. Kan man ikke leve op til de accepterede normer og værdier i et fællesskab, så taber man social anerkendelse og accept. Hvilket igen kan lede til ringere selvværd og selvtillid – vi er trods alt sociale væsener, og derfor bliver vores psyke i allerhøjeste grad påvirket af vores omverdens accept eller manglende accept.

LÆS OGSÅ: Dennis Nørmark: Tag det bare roligt – det går slet ikke så stærkt, som du hele tiden får at vide

HVIS DÉT, SOM KÆDEN holder sammen på, er præstationssamfundet, så er det måske ikke kæden, den er gal med. Så er det måske nærmere indholdet, der trænger til et eftersyn. Mens fremskridtsmaskinen buldrer derudad, er det i hastværket let at glemme de vanskelige samtaler om værdier, sociale normer, ansvar og slet og ret moral (som af grunde, jeg ikke helt forstår, er sådan lidt forbudt at tale om). Hvad er vi villige til at futte af som brændstof, for at øge fremskridtets hastighed og vidtrækkethed? Vores mentale helbred? Vores selvbestemmelse over præstationsambitioner? De svageste led?

Inden jeg kører helt ud af “det er samfundets skyld”-tangenten, så lad mig bare lige afsluttende minde både dig, kære læser, og ikke mindst mig selv om, at det er os, der er samfundet.

Om Mette Pugflod Madsen

Hvor stor selvbestemmelse har vi over os selv og hele vores liv? Hvor stor selvbestemmelse bør vi have? Hvordan skaber vi de bedste livsbetingelser for os selv og for hinanden? Og hvorfor er så mange af os syge med stress, angst og depression? - Det er nogle af de spørgsmål, jeg er optaget af og finder vigtige, at vi taler om. I den formelle lejr er jeg uddannet folkeskolelærer og cand. pæd. i pædagogisk filosofi