Foto: Benita Marcussen, Dansk Journalistforbund

Lars Werge: De lever af din pension

14. dec 2019
Hver eneste pensionskunde betaler omkring 400.000 kroner til sit pensionsselskab for administration og service i løbet af sit arbejdsliv. Det er 6.700 kroner om året, eller 18 kroner om dagen. Alligevel er der ikke meget fokus fra fagforeninger, arbejdsgivere og topforhandlere på at sikre, at deres kolleger og ansatte får den bedste og billigste service og administration.

Hvis man kører til de dyre adresser ved havn og vand i landets største byer, kan man på en solskinsdag blive blændet af de mange glimtende vinduer og stålindrammede facader. De store biler bag de ofte indhegnede pladser ved de enorme palæer vidner om, at her har vi at gøre med de herskende klasser.

Adresserne bebos meget ofte af landets pensionsselskaber. Eller ejendommene ejes af de samme selskaber, og udlejes så til advokater, finansielle virksomheder og andre brancher med en firecifret timeløn på fakturaen til kunderne.

LÆS OGSÅ: Lars Werge: Paradokset om arbejde og uddannelse

Pensionsselskaberne sidder på store tønder af guld. Dit guld, vel at mærke. De penge, du som lønmodtager giver dem måned efter måned for, at de passer på din pensionsopsparing, indtil du skal bruge den, når du har trukket dig tilbage fra arbejdsmarkedet.

Fredag den 13. december udgav Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen en længe ventet analyse af forholdene på området for arbejdsmarkedspensioner i Danmark. Det er i alt 342 sider, der er spækket med informationer om forholdene, der ligger til grund for, at dit pensionsselskab formentlig både har højt lønnede medarbejdere og bor på en dyr adresse.

Her er et par tal: I 2017 var den samlede betaling fra kunderne til selskaberne på 22,6 milliarder kroner for det, der kaldes 'administrationsbidrag'. Oversat til dansk betyder det, at hver eneste kunde, hver eneste lønmodtager, betaler omkring 400.000 kroner til pensionsselskabet i løbet af sit arbejdsliv. 6.700 kroner om året, eller 18 kroner om dagen.

Så det må være en bunden opgave for forhandlerne til forårets overenskomster at sikre, at pensionsindbetalingen bliver sat kraftigt i vejret.
Lars Werge, journalist og debattør

I sin analyse peger styrelsen på, at det måske var til gavn for lønmodtagerne, at der var en anelse mere konkurrence mellem selskaberne.

Som det er i dag, er der ikke ret meget fokus fra fagforeninger, arbejdsgivere og topforhandlere på at sikre, at deres kolleger og medarbejdere får den bedste og billigste service og administration. Din fagforeningsformand har næsten med sikkerhed ikke tænkt på, at han eller hun kunne sætte din og dine kollegers pensionsordning i udbud og lade milliardselskaberne kæmpe om jeres gunst.

Det kan skrives endnu mere direkte: Det er dine pensionskroner, der gør, at dit pensionsselskab bor godt.

Der er andre anbefalinger i den tykke rapport, som det er værd at håbe på, at nogen i fagforeningerne læser grundigt. Alene af den grund, at den samlede formue, der er puget sammen på vores arbejdsmarkedspension, er 2.500 milliarder kroner. Det er større end Danmarks samlede bruttonationalprodukt, og tallet vil kun stige i de kommende år.

Arbejdsmarkedspensionerne kom jo til verden, efter daværende statsminister Poul Schlüter (K) havde indgået en trepartsaftale med LO og DA i 1987. Et par år senere blev de første kollektive aftaler løftet ind i overenskomsterne, og i dag er der ikke mange overenskomster, der ikke har en pensionsbeskrivelse.

Om et øjeblik er det igen tid til forhandlinger af de private overenskomster, når CO-industri-området lægger arm og baner vejen for et forår i 2020, der traditionen tro vil byde på den ene fornyelse efter den anden.

Også af den grund burde pensionsanalysen være obligatorisk godnatlæsning for forhandlerne. Det ses nemlig tydeligt af rapporten, at der er store grupper i samfundet, som er langt fra den anbefalede opsparing til pension – som en tommelfingerregel kan man følge med i de offentlige overenskomster, der samlet har knap 20 procents indbetaling af lønnen.

På det private område er indbetalingen derimod væsentlig lavere. Og gyseren er, at blandt arbejdsmarkedets 40-årige er 20 procent slet ikke i gang med en pensionsopsparing. Blandt de 55-årige er det tilsvarende tal 13 procent.

Det ville måske have klædt Lizette Risgaard og DA-direktør Holbraad at erkende, at det indimellem faktisk er meget godt med lidt frisk luft og lys i mørket.

Lars Werge, journalist og debattør

Så det må være en bunden opgave for forhandlerne til forårets overenskomster at sikre, at pensionsindbetalingen bliver sat kraftigt i vejret. Og det kunne, skriver styrelsen, også være en rigtig god idé, hvis de samme forhandlere forpligtede sig til at se på pensionsordningen, næste gang de skulle forhandle. Så ordningen bliver 'testet' hvert 2., 3. eller 4. år, alt efter hvor tit overenskomsterne skal forhandles.

Desværre tyder noget på, at arbejdsmarkedets parter helst vil lade tingene fortsætte, som de har været hidtil. I fællesskab udsendte FH-formand Lizette Risgaard og DA-direktør Jacob Holbraad således en pressemeddelelse fredag formiddag, få timer efter styrelsens rapport så dagens lys.

Heri skriver de to topfigurer direkte, at de ikke har tænkt sig at lytte til styrelsens anbefalinger. For Fagbevægelsens Hovedorganisation er det tilsyneladende helt i orden, at deres 1,4 millioner medlemmer betaler mere, end de behøvede for deres arbejdsmarkedspension. Riisgaard giver følgende udtalelse:

'Vi skal ikke sætte lønmodtagernes pensioner på spil ud fra simple lærebogsbetragtninger om konkurrencens gode virkning'.

Det er ganske enkelt en useriøs kommentar på vegne af de medlemmer, der – som nævnt ovenfor – betaler hundredtusindvis af kroner i løbet af deres arbejdsliv for at kunne sikre sig en privat opsparing, når de trækker sig tilbage efter årtiers surt slid.

Styrelsen har været rundt og spørge fagforeningernes forhandlere, og det fremgår blandt andet af redegørelsen, at næsten 60 procent af forhandlerne siger, at den pensionsordning, de har ansvaret for, aldrig har været i udbud.

Og fra omkring 70 procent af de adspurgte lyder det, at det er mere end 8 år siden, at beslutningen om placering af den kollektive pensionsaftale blev truffet.

Det ville måske have klædt Lizette Risgaard og DA-direktør Holbraad at erkende, at det indimellem faktisk er meget godt med lidt frisk luft og lys i mørket.

At sætte en pensionsaftale i udbud er netop ikke det samme som at sætte ordningerne på spil. Det skyldes ikke mindst, at det er overenskomstaftalt stof. I stedet handler det om ansvarlighed og om, at gode ordninger sagtens kan blive bedre.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens rapport dokumenterer, at det kan være en god ting at holde sin pensionsudbyder på tæerne. Dem, der burde have mindst interesse i dette, er de pensionsselskaber, der i 2017 tilsammen tjente 22,6 milliarder kroner på at administrere aftalerne.

Om Lars Werge

Journalist, debattør, tidligere forbundsformand i Dansk Journalistforbund, tillidsmand gennem 15 år.
Gennem 10 år på Ekstra Bladet (2001-2011) og som journalist i mere end 25 år ser jeg det som min opgave at skære gennem klicheerne og oversætte girafsproget fra magthaverne, så det bliver til at forstå for helt almindelige mennesker.
For i et arbejdsmarked, der er midt i kolossale forandringer i disse år, er lønmodtagerens tryghed udfordret. Det er i den sammenhæng underordnet, om man er ansat i den offentlige sektor eller som konsulent i det private erhvervsliv, og det er uden betydning, om man er faglært arbejder eller SOSU-assistent – forandringerne skyller ind over os alle.
I denne klumme vil jeg skære gennem fedtet og fortælle i klar tekst, hvordan ændrede vilkår samt pres på aftaler og overenskomster påvirker arbejdslivet og arbejdsdagen og dermed den enkelte lønmodtager.