20201125-142025-L-1920x1280we
I takt med, at De Konservative er gået frem og Venstre tilbage, har flere stillet spørgsmål om, hvorvidt De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, er blå bloks reelle statsministerkandidat. Noget han dog selv afviser. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ny måling: De Konservative overhaler Venstre

15. feb 2021, 06:48
Ugen efter at Inger Støjberg forlod Venstre, er De Konservative målt større end partiet i frisk meningsmåling.

I årtier har De Konservative ageret lillebror til Venstre i blå blok. Men skeler man til den seneste meningsmåling fra Voxmeter ville rollerne blive byttet om, hvis der var valg i dag.

Meningsmålingen, der er foretaget fra den 8. til den 15. februar måler De Konservative til at få 12,9 procent af stemmerne. Venstre er målt til 11,8 procent, hvilket omtrent er en halvering siden valget i juni 2019. Det er første gang nogensinde, at Voxmeter måler De Konservative til at blive større end Venstre.

Venstre har i en længere periode været præget af personkonflikter, der har betydet, at både tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen og tidligere næstformand Inger Støjberg har forladt partiet.

Sidstnævnte forlod partiet den 4. februar og Voxmeter-målingen er dermed den første, hvor Venstre i hele målingsperioden har været uden hende.

I takt med, at De Konservative er gået frem og Venstre tilbage, har flere stillet spørgsmål om, hvorvidt De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, er blå bloks reelle statsministerkandidat.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, sagde i januar, at Venstre i kraft af sine 40 mandater i Folketinget - hvilket gør det til blå bloks klart største parti - "er det store dyr på savannen".

Selv om dyrene på den blå savanne altså ser ud til at ville svinge noget i vægt, skulle der komme et Folketingsvalg, afviser Søren Pape Poulsen, at et statsministerkandidatur er relevant.

- Den største fejl, jeg kan begå, er at begynde at tænke på det lige nu, for så vil jeg fuldstændig tabe fokus. Det, der fylder for mig, er, at de borgerlige partier skal have 90 mandater.

- Så er det så, at det kan ændre sig over tid. Og jeg vil ikke lægge min hånd på kogepladen og sige, at hvis vi fik 50 mandater i morgen, ville jeg holde mig langt væk, sagde han til Berlingske i onsdag sidste uge.

Voxmeter måler Socialdemokratiet til 32,9 procent, De Radikale til 5,6, SF til 7,1 og Enhedslisten 8,7 procent. Og dermed fortsat en markant føring til rød blok med estimeret 99 mandater.

Nye Borgerlige får sin bedste måling nogensinde med 8,4 procent mens Dansk Folkeparti er målt til 6,6 procent.

Hverken Alternativet, der fik ny leder sidste weekend, Veganerpartier eller Kristendemokraterne står i målingen til at kommer over spærregrænsen.

Meningsmålingen er foretaget blandt 1040 repræsentativt udvalgte personer og har en maksimal statistisk usikkerhed på 2,9 procent.

/ritzau/