20210301003041531_1000
De store mængder hjemmearbejde bidrager til ensomhed, mener fagforening og eksperter. (Arkivfoto:) Foto: Loic Venance/Ritzau Scanpix

Mange studerende føler sig ensomme under nedlukning

1. mar 2021, 5:47
66 procent af studerende føler sig ensomme, viser undersøgelse. Det sætter sig spor hos unge, mener ekspert.

Der er under coronanedlukningen sket en stor stigning i andelen af studerende på videregående uddannelser, som føler sig ensomme.

Det skriver Dagbladet Information mandag på baggrund af en ny undersøgelse lavet af fagforeningen Djøf.

Før nedlukningen svarede 25 procent af de adspurgte, at de i høj eller nogen grad følte sig ensomme.

Andelen er under nedlukningen eksploderet til 66 procent, viser undersøgelsen, som er foretaget blandt 759 studerende.

Stigningen er bekymrende, mener direktør for Studenterrådgivningen Thomas Braun.

- Nedlukningen har med små afbrydelser stået på i et år. Som følge heraf er ensomhed og modløshed blevet en al for stor del af alt for mange studerendes studietid, og man behøver ikke være en dygtig psykolog fra Studenterrådgivningen for at se, at det kan sætte store spor i unge menneskers liv, siger han til Information.

Undersøgelsen viser også, at en høj andel føler sig stressede, og at hele 78 procent mangler motivation.

Det er ifølge Kristian Nysom Lassen, som er formand for Djøf Studerende, langtfra optimalt, at de studerende ikke møder ind på universiteterne.

- Det er tydeligt, at folk ikke trives i, at der ikke er en vekselvirkning mellem fritid og studie, siger han.

- Jeg kan personligt også selv mærke, at disciplinen, i forhold til hvornår det er fritid og arbejdsliv, forsvinder. Flere føler måske, at der ikke er nogen undskyldning for ikke at arbejde, da man alligevel sidder foran computeren.

Til Information foreslår Rillo Snerup Rud, som er direktør for Ventilen, som arbejder med ensomme unge, at universiteterne kunne gøre mere for at skabe et socialt miljø online.

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) ser med alvor på tallene, fortæller hun til Information.

Hun varsler, at der vil være en form for hjælp på vej og oplyser, at Folketingets partier er i forhandlinger om hjælp til de studerende.

/ritzau/