David Trads:
I udenrigspolitik eksisterer rød blok ikke

David_Trads_bred-small_32
11. apr. 2022 06.00
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

DA FORSTÅELSESPAPIRET blev indgået i rød blok op til Mette Frederiksens regeringsdannelse i 2019, stod det krystalklart, hvor der var enighed, og hvor der var uenighed:

Socialdemokratiet, de Radikale, SF og Enhedslisten var enige om den grønne politik (70 procent reduktionsmål på CO2) og den røde politik (markant flere midler til velfærd). De fire partier var til gengæld uenige om udlændinge (S ville fortsat stramme) og om forsvar- og udenrigsområdet (som stort set ikke omtales).

Det giver sig selv, at der er en stor fællesmængde af grønne og røde forslag i forståelsespapiret. Her er man instinktivt tæt på hinanden. På det forsvars- og sikkerhedspolitiske, som dominerer det meste af debatten i disse uger efter Ruslands invasion af Ukraine, er der derimod ikke meget, som samler.

Det er ingen nyhed – faktisk slet ingen nyhed – at rød blok stort set aldrig er enig i udenrigspolitik. Se bare på disse fire afgørende beslutninger:

FOR DET FØRSTE - Anden Verdenskrig: Socialdemokratiet og de Radikale stod for samarbejdspolitikken med Nazi-Tyskland, mens Danmarks Kommunistiske Parti (dengang fandtes hverken SF eller Enhedslisten) var aktive i modstandsbevægelsen.

For det andet - NATO: Efter krigen kæmpede Socialdemokratiet for medlemskab af NATO, mens de Radikale og DKP var imod. Sovjetunionens nedkæmpelse af opstande i Ungarn i 1956 og Prag i 1968 skubbede langsomt R mod NATO og førte til SF, som brød med DKP.

For det tredje - EF/EU: Da vi 1972 stemte os ind i EF, var S og R for, mens SF var imod. Frem til 1990’erne var der stor intern modstand mod EF i S og R, mens SF bevægede sig stadig tættere på EU. Enhedslisten, som opstod efter 1989, var længe EU-modstandere.

For det fjerde - Irak-krigen: Krigen mod terror splittede også rød blok. S og R gik efter modstand i begyndelsen med i den kontroversielle krig mod Irak, mens SF og EL var imod. Da SF i 2015 gik i regering, dæmpede de udadtil modstanden.

DET ER FAKTISK UNDTAGELSEN frem for reglen, at rød blok er samlet i udenrigspolitikken. Den såkaldte fodnotepolitik i 1980’erne, hvor et alternativt flertal (S, SF og De Radikale, som ellers støttede Schlüter-regeringen) både tildelte regeringen ’næser’ og stod samlet i folkelig modstand mod oprustning, er den mest markante undtagelse.

Kun et parti i rød blok – nemlig Socialdemokratiet – har i de forløbne årtier i reglen haft en kontinuerlig holdning til de store spørgsmål: Tilhænger af NATO, EU og en tæt alliance med USA (undtaget 1980’erne); bakker op om alle krigsindsatser siden Golf-krigen i 1990; og konstant deltager i forsvarsforlig både ved besparelser og investeringer.

LÆS OGSÅ: Madsen: Nu bør Mette Frederiksen tage opgøret med forsvarsforbeholdet

De Radikale, som begyndte som modstander af NATO, har i hvert fald siden atom-valget i 1988 og interventionen på Balkan i 1990’erne været fuldgyldige tilhængere. SF blev reelt i 1993 EU-tilhænger og i 2007 droppede partiet dets rituelle modstand mod NATO. Enhedslisten er i dag på papiret skeptiske over for EU og NATO, i reglen imod krige, men reelt i bevægelse mod en accept af begge institutioner.

DET ER I DETTE FARVAND af grundlæggende uenighed over tid og deraf følgende dyb skepsis over for hinandens intentioner og ærlighed – at rød blok har så svært ved at svømme synkront. S mener dybest set, at Enhedslisten er en flok gamle kommunister, der hænger fast i fortiden, mens Enhedslisten (og mange i SF) omvendt betragter S som forklædte borgerdyr, som hvert et øjeblik er parat til at forråde rød blok, og som for et øjeblik siden var svage i forhold til Rusland.

S finder argumenter, når de lytter til, hvordan Enhedslisten vakler i forhold til Ukraine, forsvarsforbehold, NATO-medlemskab og holdning til, hvorvidt Rusland udgør en trussel. Enhedslisten kigger omvendt på, hvordan de mener, at S hyklerisk og ofte har forsømt at interessere sig for menneskerettigheder og demokrati, og ivrigt har deltaget i alle de krige, de kan komme i nærheden af.

Med den store aftale om forsvaret, som Mette Frederiksen for nylig indgik med De Radikale, De Konservative, Venstre og noget overraskende SF, blev den politiske virkelighed cementeret. Forsvarets fremtid afgøres af brede flertal hen over midten – og Enhedslisten er ikke med. Det kræver fuld opbakning til NATO og EU at komme med ind i varmen.

Dermed er det endnu engang blevet cementeret, at i udenrigspolitikken er der ikke noget, som hedder rød blok.

Ikke i går. Ikke i dag. Heller ikke i morgen.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].