Foto: Pr-foto

David Trads: Bare det snart bliver Brians tur

20. dec 2019
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning og ikke et udtryk for A4’s holdning.
Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected]
Jeg har ingen fysiske skavanker. Jeg kan sagtens forestille mig, at jeg bliver ved med at arbejde til efter min pensionsalder. Brian, derimod, er nu 58 år, og rigtigt slidt – for de 42 år, der allerede er gået, siden han kom i lære, trækker virkelig sine spor.

JO, DER ER VIRKELIG FORSKEL på folk i Danmark – tag bare mig selv og så min gode ven:

Jeg gik først ni år i skole, så et år på amerikansk skole, dernæst tre år i gymnasiet, et års jordomrejse og nogle småjobs, inden jeg tog fire års journalistuddannelse. I alt 17 år på skolebænken. Jeg blev uddannet i 1994, da jeg var 26 år.

LÆS OGSÅ: Arbejdsgivere om nedslidning: Du har et personligt ansvar for din krop

Brian Øllegaard, min gode ven fra Stenløse, gik ud af 9. klasse i 1977 som 16-årig. I alt ni år på skolebænken. Han fik straks en læreplads som bygningsmaler … og han har knoklet lige siden indenfor og udenfor. År ind og år ud.

Brian, derimod, er nu 58 år, og slidt, sådan rigtigt slidt – for de 42 år, der allerede er gået, siden han som 16-årig kom i lære, trækker virkelig sine spor.
David Trads

Jeg har aldrig – bortset fra småjobs af og til – haft et fysisk arbejde. Tværtimod. Jeg har altid haft et kreativt job. Talt i telefon, skrevet på computer, mødtes med folk, været på konferencer. Ikke at jeg ikke har arbejdet hårdt. Det har jeg. Bare sjældent fysisk arbejde.

BRIAN, DERIMOD, har hver eneste dag på sit arbejde slæbt tunge malerspande, løftet store maskiner, gentaget de samme skæve arbejdsstillinger og lavet de samme bevægelser med sin hånd, sin albue, sin arm, sin skulder, sin nakke. Benhårdt fysisk arbejde.

Jeg har næsten altid selv tilrettelagt mit arbejde, som er uhyre fleksibelt. Sat mig på en café, hvis jeg havde lyst. Haft markant mere ferie, orlov og efteruddannelse end de fleste. Når jeg har arbejdet særligt længe i en periode, så har jeg selv kunne beslutte at skrue ned i nogle dage.

LÆS OGSÅ: Sygeplejersken Lene frygter nedslidning Holder ikke til jeg er 71 år

Lige omvendt for Brian, som i sit arbejde stort set altid er mødt ind i et bestemt skema uden megen fleksibilitet. Som de fleste, der er håndværker, så arbejder han i faste intervaller og er afhængig af sin arbejdsgiver.

I dag, hvor jeg er 52 år, har jeg ingen fysiske skavanker – og jeg kan sagtens forestille mig, at jeg bliver ved med at arbejde til efter min pensionsalder. Det bliver formentlig mit eget valg.

Brian, derimod, er nu 58 år, og slidt, sådan rigtigt slidt – for de 42 år, der allerede er gået, siden han som 16-årig kom i lære, trækker virkelig sine spor:

"Jeg er sgu' nedslidt," fortæller han mig. "Jeg har så ondt i især armen og skulderen, at jeg tit er nødt til at tage smertestillende medicin for at holde til det."

Brian har imidlertid godt 9 år tilbage, inden han som 67-årig kan trække sig tilbage i 2028. På det tidspunkt vil han i givet fald have arbejdet 52 år i alt!

Når jeg når hans alder – altså når jeg i 2034 runder 67 år – så vil jeg have arbejdet i 44 år. Igen: Jeg har arbejdet hårdt, men ikke i lige så mange år og aldrig med hårdt fysisk arbejde.

For Brian er situationen en helt anden:

"Jeg ved simpelthen ikke, om jeg kan klare det så længe. Jeg er bange for, at jeg må humpe mig igennem mine sidste år ... måske gå arbejdsløs eller sygemelde mig."

DET ER SIMPELTHEN ikke i orden, at vi i dag har et pensionssystem, der ikke tager hensyn til dem, der har arbejdet hårdest og længst. Dem, der som Brian har slidt og slæbt, og som nu er tæt på at være slidt helt ned, bør vi simpelthen tage bedre hensyn til.

LÆS OGSÅ: David Trads: ’Hvordan tørrer du din numse?’ Stop jer selv!

Det, som umiddelbart ligner lige adgang til pension, er i virkeligheden udtryk for en ulige og uretfærdig forskelsbehandling:

Brian og jeg kan jo i princippet gå på pension på samme alderstrin, men han vil, fordi han gik i lære tidligt, have arbejdet dramatisk flere år end mig. Det er urimeligt.

Jeg håber virkelig, at det endelig bliver Brians (og Arnes) tur til at få hjælp. Vi andre, ikke mindst mig selv, skal nok klare os.
David Trads

Socialdemokratiet gik til valg på et løfte om, at ’nu er det Arnes tur’ – altså en ret til, at dem, der som Brian (og Arne, arbejdsmanden fra Sønderjylland) har arbejdet flest år og i de hårdeste fag, skulle kunne komme på pension to-tre-fire år før os andre.

LÆS OGSÅ: Fagforbund presser Mette F.: Hvorfor skal vi have verdens højeste pensionsalder?

Indtil videre har regeringen udskudt planen for, hvordan den vil hjælpe folk som Brian (og Arne), til efter overenskomsterne er på plads engang i foråret. Jeg håber virkelig, at det endelig bliver Brians (og Arnes) tur til at få hjælp.

Vi andre, ikke mindst mig selv, skal nok klare os.