David Trads: Aldrig mere krig? Eller endnu mere krig?
11. mar. 2022 06.15
David Trads, politisk kommentator
11. mar. 2022 06.15
Dette er en klumme. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
DER ER NOGET rent ud sagt vildt over at følge rød bloks kolossale skift i sikkerhedspolitikken i disse uger.
Socialdemokratiet, De Radikale og Socialistisk Folkeparti er så militaristiske i deres udtryk, at de stort set ikke er til at kende. De kæmper side om side for at sende militært udstyr til Ukraine; for at spendere enorme milliardbeløb på militæret nu og her; på at sikre 2 pct.-målet for forsvaret og på at få fjernet forsvarsforbeholdet!
Oveni er de hardlinere i sanktionspolitikken over for Rusland - og ja, al tro på at ‘samtale fremmed forståelse’ er lagt i dybfryseren, idet de kæmper for at få aflyst selv det allermindste kulturarrangement, som på nogen måde tager udgangspunkt i russisk kultur!