B__rnet__j
Ifølge undersøgelsen mener fire ud af fem danskere, at Ydelseskommissionen bør fokusere på at sikre, at børn i Danmark kan vokse op med lige muligheder for at tage aktiv del i fællesskabet. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Danskerne:
Ja til officiel fattigdomsgrænse

25. dec. 2020 08.00
Et flertal af danskerne mener, at der skal indføres en officiel fattigdomsgrænse, viser en ny undersøgelse foretaget af Epinion.

Spørger man danskerne, skal der indføres en officiel definition for, hvornår man som dansker er fattig. Hele 54 procent af danskerne er enige eller helt enige i, at Danmark bør have en officiel fattigdomsgrænse.

Det fremgår af en ny undersøgelse, som meningsmålingsinstituttet Epinion har lavet for nødhjælpsorganisationen Dansk Folkehjælp.

Det skriver Fagbladet 3F.

Undersøgelsen er gennemført på baggrund af interview med et repræsentativt udsnit af danskerne.
Børn skal sikres lige muligheder

Et andet spørgsmål i undersøgelsen drejer sig om danskernes holdning til fattige børns muligheder – et område der er under behandling i regeringens ydelseskommission.

Ifølge undersøgelsen mener fire ud af fem danskere eller 81 procent, at kommissionen bør fokusere på at sikre, at børn i Danmark kan vokse op med lige muligheder for at tage aktiv del i fællesskabet.

Bent Greve er professor ved institut for samfundsvidenskab og erhverv på Roskilde Universitetscenter. Her forsker han i social- og velfærdspolitik. Ifølge ham vil en officiel fattigdomsgrænse have flere fordele end ulemper.

- En af fordelene vil være, at vi som samfund vil kunne se, om der kommer færre eller flere fattige. Altså om vi bevæger os i den ene eller den anden retning.

Europæisk fattigdomsgrænse

Ifølge Bent Greve har vi i Danmark tidligere haft en dansk fattigdomsgrænse. Den blev dog fjernet af den tidligere regering. Siden er der ikke kommet en ny.

Dog findes der en europæisk fattigdomgrænse på 60 procent af medianindkomsten. Ligger man indkomstmæssigt under denne grænse er man fattig, ifølge EU. Den vil kunne bruges i Danmark med visse ændringer, mener Bent Greve.

- Studerende bør ikke tælles med som fattige, selvom de har en lav indkomst i studietiden, da de typisk tjener flere penge senere. Hvis man synes et år er for lidt, da nogen har svingende indkomster, kan vi tage højde herfor, ved at sige, at man skal ligge under grænsen i mindst tre år.