20200922-114600-4-1920x1440we
Foto: Jacob Gronholt-Pedersen/Reuters/Ritzau Scanpix

Danske Bank fyrer 257 ansatte

26. nov. 2020 10.42
For at spare penge lukker Danske Bank kasser i sine filialer, ligesom der afskediges medarbejdere.

Danske Bank vil lukke de fleste af bankens resterende kasser i sine filialer. Det oplyser banken torsdag i en pressemeddelelse.

Lukningerne sker, fordi kunderne i mindre omfang end tidligere benytter kasserne, og fordi der er penge at spare for Danske Bank ved ikke længere at drive dem.

Bare over de seneste fem år er antallet af kassetransaktioner faldet med to tredjedele.

Det er drevet af, at kunderne i stigende grad foretrækker at klare de daglige bankforretninger på anden vis.

Blandt andet er flere begyndt at løse opgaverne via net- og mobilbanken.

- Omkostningerne til at drive kasserne er ganske enkelt blevet for store i forhold til behovet, siger Thomas Mitchell, chef for privatkunder i Danske Bank, i pressemeddelelsen.

- For at sikre at vi bruger vores ressourcer bedst muligt til fordel for vores kunder, har vi derfor besluttet at lukke de fleste af de tilbageværende kasser.

- Vi har løbende lukket kasser i vores filialer, så vi har gode erfaringer med at hjælpe de efterhånden relativt få kassekunder med gode, alternative løsninger, siger Thomas Mitchell.

Kasselukningerne nedlægges per 8. februar næste år. Der vil fortsat være én kassefunktion i hver af landets fire største byer: København, Aarhus, Odense og Aalborg.

Der vil også stadig være mulighed for at veksle valuta i Københavns Lufthavn, og der vil fortsat være deltidsåben kassebetjening på Bornholm (Rønne Afdeling).

Sammen med kasselukningerne kan Danske Bank fortælle, at banken har afskediget 257 medarbejdere på tværs af sin organisation. Det sker som en del af bankens store spareplan.

Ud af de 257 afskedigelser er 155 af dem i Danmark. Resten er fordelt mellem Norge, Sverige og Finland.

Ud over afskedigelserne har 261 medarbejdere i Danmark søgt om og fået en aftale om frivillig fratrædelse og forlader banken i de kommende måneder.

Både afskedigelser og de frivillige fratrædelser er en del af den nedlæggelse af op mod 1600 stillinger over en periode på 6-12 måneder, som Danske Bank fortalte om i oktober.

I de ansattes fagforening Finansforbundet er formand Kent Petersen utilfreds med både beslutningen og timingen i fyringerne.

- Besparelser i en sektor som den finansielle, hvor der de senere år er skåret voldsomt meget ind til benet, er generelt ikke nogen specielt fornuftig vej frem, og i det konkrete tilfælde nærmer det sig det absurde. Danske Banks medarbejdere har stået i skudlinjen i rigtig mange sager om banken, og det er jo dybt paradoksalt, at man så også vælger at afskedige medarbejdere midt i en helt aktuel sag, hvor problemerne i meget høj grad lader til at have en væsentlig forklaring i ressourcepres, siger han i en udtalelse.