Aktiehandlerne var tirsdag i godt humør på grund af udsigten til en stor hjælpepakke fra USA. (Arkivfoto) Foto: Lucas Jackson/Reuters

Hjælpepakke i USA gav optur: Danske aktier i hopla

24. mar, 19:00
C25-indekset har tirsdag oplevet sin største stigning nogensinde. Det sker på udsigten til stor hjælpepakke.

De danske aktier har tirsdag været i hopla.

Samlet steg det ledende aktieindeks i Danmark, C25, med 4,1 procent. Det er den største stigning, siden indekset blev dannet i december 2016.

C25-indekset består af de 25 mest omsatte aktier på den danske fondsbørs.

Udsigten til en enorm hjælpepakke fra USA på mellem 1000 og 2000 milliarder dollar kan have været årsagen til tirsdagens gode stemning.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Arbejdsliv her

Hjælpepakken skal hjælpe det amerikanske erhvervsliv, der er presset af den fortsatte spredning af coronavirusset.

Endnu er hjælpepakken ikke vedtaget. Men der er forlydender om, at den kan blive til virkelighed tirsdag.

På Twitter opfordrer USA's præsident, Donald Trump, til at få pakken godkendt.

- Kongressen skal godkende aftalen - uden al det sludder - i dag.

- Jo længere tid det tager, desto vanskeligere vil det være at starte økonomien op igen. Vores arbejdsstyrke lider, skriver præsidenten.

Herhjemme har det særligt været vindmølleproducenten Vestas, som tirsdag har nydt godt af udsigten til en stor økonomisk hjælpepakke i USA.

Selskabets aktie har været mest stigende i C25-indekset med en stigning på 11,3 procent.

Også aktierne i Mærsk har oplevet medvind. Rederikoncernens aktier, der er to af dem i C25-indekset, er begge steget med omkring ni procent.

Tirsdagens stigninger til de danske aktier falder på et tørt sted.

Usikkerheden omkring coronapandemien har på det seneste givet store fald, fordi de fleste af selskaberne i en eller anden form bliver ramt af situationen.

Den slags skaber nervøsitet hos investorerne, som derfor vælger at sælge ud af aktierne.

/ritzau/