Danske A-kasser er postiv overfor SF's forslag om at gøre de tre måneder fra 1. marts til 1. juni til en såkaldt 'død periode'. Foto: Pressefoto & Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Vil sætte dagpenge på corona-timeout: A-kasser bakker op

12. mar, 18:06
SF foreslår en såkaldt 'død periode' for dagpengemodtagere. Sagligt og fornuftigt siger Danske A-kasser.

Danske A-kasser bakker op om et forslag fra SF, der foreløbigt vil gøre de tre måneder fra 1. marts til 1. juni til en såkaldt 'død periode'. Det vil sige, at de tre måneder ikke tæller med i beregningen af, hvor længe man er berettiget til dagpenge.

SF-forslaget er en reaktion på regeringens beslutning om at lukke store dele af Danmark ned for at begrænse corona-smitte. Beskæftigelsesministeren har tidligere torsdag meldt ud, at alle de danske jobcentre lukker samtidig med, at man suspenderer rådighedsforpligtelsen for ledige.

LÆS OGSÅ: Alle jobcentre lukkes ned - ansatte sendes hjem

Formand for brancheorganisationen Danske A-kasser Torben Poulsen beskriver myndighedernes beslutning om, at borgerne opfordres til ikke at møde op i a-kasserne som saglig og fornuftig.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Arbejdsliv her

- Men det betyder også, at den personlige kontakt - som er effektiv - forsvinder og vores jobindsats bliver mindre stærk, end den normalt ville være. Derfor giver det god mening, at betragte den nuværende periode som “død”, siger Torben Poulsen, der repræsenterer 22 A-kasser og 2,1 millioner medlemmer.

Tid til tryghed

Opbakningen fra Danske A-kasser kommer, efter SF’s beskæftigelsesordfører Karsten Hønge har foreslået netop det. Han kalder det i et Facebook-opslag for en 'corona-timeout' og peger over for A4 Nu på, at det i en tid som denne handler om at skabe tryghed. Også for ledige og lønmodtagere.

- Dagpengemodtagerne får meget svært ved at finde nyt job inden for de næste uger og måneder. De skal ikke gå rundt med usikkerheden om at falde ud af dagpengesystemet på grund af coronavirus, siger Karsten Hønge.

Danmark kigger ind i en økonomisk usikker fremtid, og det vil smitte af på virksomhedernes lyst og muligheder for at hyre - de vil nok nærmere fyre. Derfor er det ifølge Karsten Hønge oplagt at give både de arbejdsløse og ansatte den tryghed, der vil følge med forslaget.

- Det er en mikroskopisk gestus, sammenlignet med hvor meget tryghed det kan skabe for dagpengemodtagerne, men også for de lønmodtagere der lige nu går rundt med en frygt for at blive fyret. Samtidig vil omkostningerne være minimale sammenlignet med de kommende hjælpepakker til erhvervslivet, siger Karsten Hønge.

Det gælder også a-kasserne

Torben Poulsen er selvsagt enig i opfattelsen af, at den nuværende situation er speciel, og derfor må man tænke utraditionelt. Det gælder også i forhold til a-kasserne.

- Vi kan i øjeblikket ikke give de nuværende og kommende ledige den optimale jobindsats, og det her forslag er velegnet til formålet, siger han.

Karsten Hønge (SF) har sendt forslaget til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

LÆS OGSÅ: Ekspert med klar dom: Coronavirus lægger pres på byggeforhandlinger