MariaFantino
Curlingklubben-vært Maria Fantino har siden, hun fik sin første menstruation haft voldsomme smerter. Foto: DR

Radiovært var ved at besvime under udsendelse:
Vi skal tale om menstruationssmerter!

22. okt. 2020 19.18
Maria Fantino måtte under en live-udsendelse holde fast i bordkanten for ikke at besvime af menstruationssmerter: 'Ved enhver anden sygdom var jeg jo blevet sendt hjem fra arbejde,' siger hun.

Denne artikel er ekstraordinært åben for alle. Læs mere om abonnement til A4 Arbejdsliv her, eller tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev her.

En gang var det så slemt, at Maria Fantino måtte sætte sig på en stol og holde fast i bordkanten midt under en udsendelse.

LÆS OGSÅ: Hver tredje kvinde tager piller mod menstruationssmerter for at klare arbejdsdagen

- Jeg frygtede, jeg var ved at besvime. Min medvært fortalte, at jeg var helt bleg i hovedet. Ved enhver anden sygdom var jeg jo blevet sendt hjem fra arbejde med det samme.

Det, den 25-årige radiovært på P3 beskriver, er hverken voldsomme tømmermænd eller et migræneanfald. Det er menstruationssmerter. Nogle gange er de så slemme, at hun ud over smerter i underlivet også har kvalme og kaster op.

- Og det har jeg aldrig gjort af nogen anden type smerte, ikke engang da jeg brækkede min fod, fortæller værten fra P3-programmet Curlingklubben.

Det er ikke hver måned, at det når til opkast-stadiet. Til gengæld er det hver måned, at hun må tage de smertestillende piller Ipren sammen med Panodil Zapp, inden hun skal på arbejde.  

Ikke alene

Det er hun ikke alene om. I en rundspørge, som analysebureauet Wilke har lavet for A4 Arbejdsliv, svarer 35 procent ud af 315 adspurgte kvinder, at de må tage smertestillende i forbindelse med menstruation for at kunne klare arbejdsdagen.

Det tal overrasker ikke Maria Fantino. En dag i december sidste år stod hun og ventede på bussen efter arbejde. Og det var lige præcis sådan en dag, hvor hun havde proppet sig med smertestillende for at tage den månedlige smerte og samtidig kunne passe sit arbejde. Hun tog telefonen frem og skrev følgende:

’KVINDER! (Og alle andre med livmoder og æggestokke) Hvor ofte går I på arbejde/skole, selvom I burde blive hjemme pga mens-smerter? Jeg ville bare høre, om jeg var den eneste, der prøver at lide i stilhed, eller om vi er en masse der popper smertestillende mindst én gang om måneden?’

Det kunne min mandlige leder ikke forstå. 'Går det ikke over', sagde han
Maria Fantino, vært på P3-programmet Curlingklubben

Herefter væltede det ind med kommentarer fra kvinder, der gav hende ret.

- Jeg havde haft virkelig slemme smerter den dag. Der var ingen, der talte om det på mit arbejde, og så måtte jeg bare ud med det, og så blev jeg bombaderet af andre, der gerne ville tale om det. Jeg blev overrasket over, at der var mange, der retweetede og havde det som mig, uden det er noget, vi taler om. Det var større, end jeg end jeg havde regnet med.

Går det ikke over

For nogle kvinder er det ikke nok at tage smertestillende. De må melde sig syge. Det har Maria Fantino også prøvet.

-  Da jeg arbejdede som pædagogmedhjælper, havde jeg en dag så stærke smerter, at jeg ikke kunne komme på arbejde. Det kunne min mandlige arbejdsgiver ikke forstå. ’Går det ikke over’, sagde han. Jeg tror, det er svært for en mand at forstå, hvordan det er. Ligesom der ikke er kvinder, der kan forestille sig, hvordan det er at blive slået i testiklerne.

I dag har Maria Fantino en kvindelig chef, der udviser både forståelse og empati, når det kommer til menstruationssmerter.

-  Jeg tror, at det gør en kæmpe forskel, at jeg har en chef med en livmoder, der kender til de her smerter. Men jeg arbejder også med masser af mænd med empati. Jeg tror efterhånden, min mandlige medvært kender min cyklus, fordi jeg taler om det, når jeg har smerter.

Og netop det med at tale om det, er vigtigt for at bryde det tabu om menstruation, som Maria Fantino mener, der er.

På en eller anden måde ville jeg ønske, der blev taget hensyn, som hvis du fik en knæskade eller diskusprolaps
Maria Fantino, vært på P3-programmet Curlingklubben

- Jeg tror, at mange af os som børn har lært, at det er skamfuldt. Vi har eksempelvis lært, at man skulle gemme sit bind, når man gik på toilettet. Jeg kan huske, at Libresse solgte metalæsker, som man kunne gemme bindet i. Vi er også opdraget til, at det ikke er noget, man snakker om. Jeg kan også se, at nogle af de mandlige værter væmmes, når man siger, man har menstruationssmerter. Men min erfaring er jo mere, man siger det, jo mindre væmmes de. 

Til trods for de voldsomme smerter mener Maria Fantino ikke, at løsningen er en slags obligatoriske sygedage ved menstruation, som eksempelvis folketingsmedlemmet Sikandar Siddique foreslog i maj.

LÆS OGSÅ: Marianne har stærke menstruationssmerter: 'Det kan gøre så ondt, at jeg ser stjerner'

- Jeg tror ikke, at det ville stille kvinder på arbejdsmarkedet specielt godt. Men på en eller anden måde, ville jeg ønske, at der blev taget det samme hensyn, som hvis du fik en knæskade eller diskusprolaps. Og så ville jeg ønske, at der var tillid til, at når vi kvinder siger, vi har menstruationssmerter, så handler det ikke om, at vi er fintfølende, så handler det om, at vi har rigtig slemme smerter. Det skal accepteres, også selvom arbejdsgiveren ikke genkender den smerte, siger Maria Fantino.

HK: Arbejdsgiver skal ikke blande sig

A4 Arbejdsliv har spurgt næstformanden i HK Privat, Anja C. Jensen, hvad hun mener om, at 35 procent af de kvinder, som analysebureauet Wilke har spurgt, må tage smertestillende medicin for at klare arbejdsdagen, når de har menstruation.

- Overordnet set så skal det, at tage smertestillende for at kunne klare sin arbejdsdag, tages alvorligt. Derfor, hvis du bare spurgte, hvad vi skal gøre ved, at så mange kvinder skal tage smertestillende (eksempelvis på grund af dårligt arbejdsmiljø eller nedslidning), ville jeg straks sige, det skal der gøres noget ved med det samme. Men menstruation er et privat anliggende, som arbejdsgiver ikke skal blande sig i. Og derfor kan et par piller for lige at tage den værste rumlen være fint. Men hvis du har så mange smerter, at du er uarbejdsdygtig, så skal du naturligvis melde dig syg. Og hvis arbejdsgiver siger, at menstruation ikke er en gyldig grund, så står vi selvfølgelig med en faglig sag. 

Skal kvinder have en ret til fridage i forbindelse med menstruation? 

- Jeg ville ikke have lyst til at involvere en arbejdsgiver i min cyklus. Hvis man har det så dårligt, at man ikke kan kravle på arbejde, så melder man sig naturligvis syg, og så er det uvedkommende for arbejdsgiver, hvad årsagen er. Jeg synes, vi skal passe meget på med at gøre menstruation til et problem for kvinderne på arbejdsmarkedet. Hvis man er uarbejdsdygtig, så skal man blive hjemme, uanset hvad grunden er, siger Anja C. Jensen.