Designmuseum Danmark havde sidste år 310.000 gæster. Tallet er blevet femdoblet på de seneste otte år. Foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix

Dansk museum vil fyre to ud af tre ansatte

14. maj, 09:42
I halvandet år påtænker ledelsen at holde Designmuseum Danmark lukket. Det vil betyde, at der er to ud af tre, der mister deres job.

Trods hjælpepakker ser det ikke ud til, at Designmuseum Danmark åbner igen, når resten af landets museer åbner til juni.

Det har museumsdirektøren, Anne-Louise Sommer, meldt ud til Berlingske:

LÆS OGSÅ: Efter TUI's fyringsvarsel: Forbund efterlyser opkvalificering

- Den lukning, vi påtænker, vil betyde, at museet ikke åbner sammen med de andre museer, men i stedet forbliver lukket frem til ultimo 2021. Halvandet år. Det er alvorligt, fordi vi bliver nødt til at afskedige personale, siger museumsdirektøren.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Arbejdsliv her

Lukningen på halvandet år får konsekvenser for de ansatte. Onsdag formiddag fik de 75 medarbejdere til et online-møde at vide, at ledelsen planlægger at afskedige 50.

Anne-Louise Sommer fortæller, at det hovedsageligt vil blive de ansatte, der har publikumsrettede funktioner, der bliver afskediget.

Planen er, at den næsten 300 år gamle bygning, der en gang husede et hospital, skal renoveres, mens det er lukket. Det sker med penge, som museet har fået fra fonde. Desuden planlægger museet at forsøge at gøre museet mere relevant for danske gæster. 

LÆS OGSÅ: Industrien frygter flere tabte job som følge af corona

80 procent af de besøgende på Designmuseum Danmark er internationale gæster, skriver avisen.