20210129-102749-L-1920x1277we
Claus Jensen. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Giver opsang til arbejdsgivere - og åbner samtidig for mere udenlandsk arbejdskraft

28. sep. 2021 06.15
Mere arbejdskraft fra tredjelande kan komme på tale - på visse betingelser - siger Dansk Metal-formand. Han mener desuden, at arbejdsgiverne er for dårlige til at bruge lærlinge.

Formand for Dansk Metal, Claus Jensen, åbner nu for at slække på fagbevægelsens hidtidige modstand mod udenlandsk arbejdskraft.

Det siger han i et interview med Finans.

- Jeg vil ikke afvise, at der kan være grund til at se på det.

- Hvis virksomhederne lever op til deres forpligtelser og blandt andet tager tilstrækkeligt med lærlinge og har en seniorpolitik, kan samfundet til gengæld gå ind og hjælpe dem med at hente folk i tredjelande til nogle stillingskategorier, som vi kan blive enige om, siger han.

Men netop det er problemet, mener Claus Jensen.

For mange arbejdsgivere er ifølge ham for dårlige til at tage nok lærlinge og for dårlige til at gøre brug af langtidsledige og ældre.

Han understreger over for Finans, at manglen på faglært arbejdskraft er reel og henviser til Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der peger på, at der i 2030 vil mangle næsten 100.000 faglærte.

Ifølge Danmarks Statistik var der ved udgangen af andet kvartal 53.500 ledige stillinger i de private virksomheder.

Det er en stigning på 14.000 sammenlignet med kvartalet før, og det er det højeste antal ledige stillinger i de 11 år, statistikken er lavet.

Ifølge Danmarks Statistik udgør andelen af ledige stillinger 3,0 procent af alle stillinger.

Nyere tal fra Jobindex viser, at antallet af jobannoncer ved udgangen af august var det højeste siden februar 2008 - kort inden finanskrisen ramte Danmark.

Sideløbende har antallet af beskæftigede på det danske arbejdsmarked de seneste måneder nået et rekordhøjt niveau.

Arbejdsløsheden er ikke helt nået ned under niveauet fra før coronaudbruddet, men det er tæt på.

/ritzau/