20210129-102741-L-1920x1272we
- Det er helt afgørende, at Danmark er med i kernen i EU-samarbejdet – også på forsvarsområdet, siger forbundsformand i Dansk Metal, Claus Jensen. (Arkivfoto) Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Dansk Metal ønsker opgør med forsvarsforbeholdet

7. mar. 2022 06.55
Fagforbundet anbefaler et 'ja', når danskerne skal stemme om, hvorvidt forsvarsforbeholdet skal afskaffes eller ej.

Skal Danmark af med EU-forbeholdet på forsvarsområdet?

Det skal danskerne tage stilling til den 1. juni, lød det søndag aften fra statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde i Statsministeriet.

Og står det til Dansk Metal, der organiserer en lang række ansatte i forsvaret og i forsvarsindustrien, skal forsvarsforbeholdet være fortid. Fagforbundet anbefaler derfor et 'ja', når danskerne skal til stemmeurnerne. 

- Det er helt afgørende, at Danmark er med i kernen i EU-samarbejdet – også på forsvarsområdet. Senest har Ruslands ulovlige invasion i Ukraine gjort debatten endnu mere aktuel. Derfor er vi helt enige med regeringen og et bredt politisk flertal i, at danskerne skal spørges om forsvarsforbeholdets fremtid ved en folkeafstemning, siger forbundsformand Claus Jensen i en pressemeddelelse. 

Forsvarsforbeholdet betyder blandt andet, at Danmark ikke deltager i dele af EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik, som påvirker forsvarsområdet. Derudover deltager eller finansierer Danmark ikke EU's militære operationer.

Det er regeringen, Venstre, De Konservative, SF og De Radikale, som er blevet enige om at kalde til folkeafstemning samt om en række andre punkter angående dansk sikkerhedspolitik. Blandt andet er politikerne enige om at rykke Danmark tættere på NATO-målsætningen om at bruge to procent af det danske bruttonationalprodukt på forsvarsområdet. 

Og i Dansk Metal ser Claus Jensen gode perspektiver i at foretage fornuftige opjusteringer af forsvarsbudgettet, hvis det sker "på en måde, hvor vi tager hensyn til både velfærdssamfundet og konkurrenceevnen”, lyder det. 

Samtidig håber Metal-formanden også, at øgede forsvarsbudgetter giver flere danske arbejdspladser.

- Forsvarspolitik er også industripolitik. Det svækker vores sikkerhed, hvis vi ikke selv har kritiske teknologier og kompetencer på danske hænder. Øgede forsvarsbudgetter skal også give danske arbejdspladser. Jeg forventer, at denne her beslutning styrker behovet for dygtige smede, svejsere, industriteknikere og flymekanikere ude på virksomhederne i Produktionsdanmark, siger Claus Jensen.