- Vi går simpelthen glip af alt for mange talenter, som udviklingen er i dag. Det er der ikke nogen nemme løsninger på, men øremærket barsel er et greb, jeg ser positivt på, fordi jeg kan se, at det virker, siger Dansk Industris administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen til Berlingske. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Markant udmelding fra arbejdsgivere: Vil have længere barselsorlov til mænd

9. dec 2019, 09:54
Dansk Industris nye topchef, Lars Sandahl Sørensen, vil have øremærket barsel til mænd og mener, at vi på sigt skal gå længere end de otte ugers orlov, som Danmark ifølge EU skal øremærke til mænd

Øremærket barsel til mænd har traditionelt set ikke været en sag, som landets arbejdsgivere har været forelsket i.

Men nu træder Dansk Industris nyligt tiltrådte administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen frem med et klokkeklart budskab:

Flere kvinder skal op ad karrierestigen i dansk erhvervsliv, og vejen dertil er øremærket barselsorlov til mænd.

Udmeldingen lander få uger før, overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked for alvor går i gang i starten af det nye år.

- Vi går simpelthen glip af alt for mange talenter, som udviklingen er i dag. Det er der ikke nogen nemme løsninger på, men øremærket barsel er et greb, jeg ser positivt på, fordi jeg kan se, at det virker, siger DI-topchefen til Berlingske.

Positiv spiral

Når mænd tager en større del af barslen, skaber det ifølge Lars Sandahl Sørensen en positiv cirkel, hvor det er nemmere for kvinder at komme tilbage på arbejdsmarkedet efter barslen, og hvor flere kvinder bliver forfremmet.

LÆS OGSÅ: 'En mand kan hente børn to gange om ugen og så er det helt vildt imponerende'

- Jeg ser gerne, at en større del af barslen bliver øremærket til mændene, for jeg kan se, at det virker, og jeg tror, at det har flere positive, afledte effekter, siger han.

DI-direktøren henviser til erfaringer fra Norge og Sverige, som begge i lang tid har haft øremærket barsel til mænd.  Hvor mange flere uger eller måneder har DI endnu ikke lagt sig fast på.

- Det kommer vi løbende til at se på som arbejdsmarkedets parter, og vi skal være sikre på, hvad konsekvensen er, siger Lars Sandahl Sørensen.

I øjeblikket tager kvinder 90 procent af barselsorloven, men den tendens vil Lars Sandahl Sørensen gøre op med. Og gerne mere end den to måneders forældreorlov til mænd, som EU har besluttet at øremærke, og som ventes at blive indført i Danmark inden 2022.

EU-modellen tvinger ingen til at tage orloven, men såfremt fædrene ikke tager deres del, bortfalder retten til understøttelse i de to måneder. I DI har Lars Sandahl Sørensen set EU's skridt som positivt, men han ser gerne, at Danmark på sigt øremærker endnu flere uger af barslen til fædrene.

Mange mener, at familierne bør have ret til selv at bestemme fordelingen af barslen. Hvorfor skal staten blande sig i det?

- Nu taler vi om at få betalt barsel, så familierne har frit valg til at gøre, hvad man nu synes er rigtigt. Men hvis man gerne vil have staten og erhvervslivet til at finansiere barslen, synes jeg, at det er rimeligt, at man stiller nogle krav, som kan være med til at udvikle samfundet i en god retning, siger han.

Vækker opsigt

DIs kursskifte vækker opsigt både på Christiansborg og i fagbevægelsen.

Majbrit Berlau, næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), kalder DIs melding for "interessant" og melder sig klar til at drøfte øremærket barsel til fædre.

Hun slår samtidig til lyd for, at det bliver en model, hvor barslen og orloven fordeles ligeligt.

- Det er et godt grundprincip, hvis man går ind for reel ligestilling i barsel og orlov, at der bliver et lige antal uger til mor og far. Det vil sige, at der er øremærket det samme antal uger til barnets forældre, siger hun til Berlingske.

LÆS OGSÅ: Debatten om ligestilling er for unuanceret

I Enhedslisten mener politisk ordfører Pernille Skipper, at DIs holdningsskifte kommer alt for sent og burde være sket for længst.

- Det er på tide, at industrien kommer ind i kampen. Det er ca. ti postgange og 40 år siden, at det ville have været progressivt at sige det her, men det skal ikke tage glæden ud af det, siger hun til Berlingske.

Ifølge Pernille Skipper er barselsorloven det område, der vil kunne skabe mest ligestilling.

- Kvinder taber ti procent på livsindkomsten per barn, de får. Mænd mister nul. Det er barselsorlovens skyld, siger hun.

Venstre kritisk 

I Venstre stiller beskæftigelsesordfører Hans Andersen sig kritisk over for DIs holdning.

- EU-direktivet er ikke ligefrem noget, der er groet i vores baghave, og vi har også forsøgt at forhindre det, fordi vi mener, at familierne skal have ret til selv at tilrettelægge familielivet, og hvis vi øremærker yderligere en del af barslen, vil det være en forringelse af familiernes valgfrihed, siger han.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) vil gerne »kvittere« for, at DI også spiller ind med en idé til en ny model for barsel. Han peger samtidig på, at der er nedsat et implementeringsudvalg, der lige nu kigger på barselslovgivningen.

- Vi har tre år til, at direktivet (fra EU, red.) skal være gennemført, så det er endnu for tidligt at sige noget om, hvordan modellen ender med at se ud. Jeg ser frem til en konstruktiv dialog med parterne, så vi sammen kan finde den bedste løsning for familierne, siger ministeren i en skriftlig udtalelse til Berlingske.