Nikolaj Villumsen er blevet ordfører for en ny EU-rapport om asbest. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Dansk EU-politiker: Lønmodtagere skal ikke betale for grøn omstilling med kortere levetid

23. feb, 10:00
Enhedslistens medlem af Europa-Parlamentet, Nikolaj Villumsen, er blevet ordfører for en betænkningsrapport om asbest. Hans mål er at sikre bedre arbejdsmiljø for bygningsarbejdere og sikre, at de får den relevante sikkerhedsuddannelse til den grønne renovering.

Selv om det for længst er blevet forbudt at bruge asbest i byggematerialer, findes det stadig i gamle bygninger. Det er et problem, når bygningerne i den grønne omstillings navn skal renoveres.

– Det er lykkedes at få beskæftigelsesudvalget i Europa-Parlamentet til at lave en rapport om asbest, som er et kæmpe arbejdsmiljømæssigt problem, hvor mange stadig bliver syge. Det er en sejr, at det er lykkedes, og så gør det mig også rigtig glad, at det lykkedes mig at blive ordfører på det her område, siger Nikolaj Villumsen (The Left).

Der findes allerede et asbestdirektiv, men det er omkring 10 år gammelt.

– Vi har brug for en revision af det direktiv. Siden det blev lavet, er der kommet ny forskning, der viser, at de grænseværdier, man har sat for, hvor meget asbest, man må blive udsat for, nu er forældede. Der er heller ikke taget højde for nye midler til at finde ud af, hvorhenne og hvor meget asbest, der er i bygningerne, siger Villumsen, og tilføjer, at de unge bygningsarbejdere i mange tilfælde heller ikke får den rette uddannelse i at håndtere asbest.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Arbejdsliv her

– Arbejdsgiverne skal forpligte sig til at sikre, at bygningsarbejderne er i stand til at beskytte sig selv i form af den rette uddannelse til at tjekke bygningen, inden de går i gang med en renovering. Moderne forskning viser, at i stedet for 100.000 asbestfibre per kubikmeter, bør grænseværdien sættes ned til 100 per kubikmeter. Så der er tale om en markant sænkning.

Møde med beskæftigelseskommissæren

Der er lande, der er mere foran på problematikken end andre, herunder Danmark.

– Polen har også krav til, hvordan man gennemtjekker bygninger for asbest. De har sågar et åbent digitalt register over alle bygninger så både bygningsarbejdere, men også almindelige husejere og beboere, kan se om der er asbest i deres bolig. Så der er en god mulighed for at stille bedre krav og finde frem til bedre måder at beskytte bygningsarbejderne på, siger Nikolaj Villumsen.

Han er allerede gået i gang med arbejdet med rapporten.

– Jeg har holdt et møde med beskæftigelseskommissær Nicolas Schmit, som virkede positiv indstillet over for det. Både Enhedslisten og Kommissionen mener, at den grønne omstilling skal være social retfærdig. Den grønne omstilling bliver ikke social retfærdig, hvis bygningsarbejderne skal betale for den med følgesygdomme af asbest og en kortere levetid, siger Villumsen.

I sidste uge holdt han også møde med den faglige sammenslutning af europæiske bygningsarbejdere i Bruxelles, og i Danmark er BAT-kartellet også opført på mødelisten.

– Min tilgang er, at jeg gerne vil høre alle, der har konkrete forslag til, hvordan det her kan løses. Jeg kan se, at der er nogle problemer, men det er også meget vigtigt at få de konkrete eksempler og de gode forslag frem, siger ordføreren.