Lars_Sandahl
- De ordninger (vi har, red.) skal vi hurtigt have bragt i spil landet over, så vi bedst muligt undgår at tabe værdifulde arbejdspladser og virksomheder, siger DI-direktør Lars Sandahl Sørensen. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Dansk Erhverv:
Restriktioner og smitte banker opsving ned

15. dec. 2020 19.00
Fra onsdag udvides delvis nedlukning til hele landet. Det vil ramme økonomien, advarer økonom.

Det kommer til at gøre ondt på økonomien, at den delvise nedlukning af samfundet fra onsdag udvides til at gælde hele landet.

De omfattende restriktioner vil sende opsvinget i dansk økonomi til tælling. Det vurderer Dansk Erhvervs cheføkonom, Tore Stramer.

- Den stigende smitte vil i kombination med de nye restriktioner sende væksten i dansk økonomi helt ned under gulvbrædderne, skriver han i en kommentar.

I sidste uge blev restriktionerne for at inddæmme smitten med corona udvidet i 69 af landets 98 kommuner.

Blandt andet er nogle folkeskoleelever igen overgået til digital undervisning, og restauranter og caféer blevet lukket og må nu kun sælge takeaway.

Fra onsdag udvides restriktionerne så til at gælde i hele landet.

Restriktionerne kommer på et dårligt tidspunkt for restauranter, hoteller og turismeerhvervet. Corona har længe presset erhvervet.

Ifølge Tore Stramer har krisen kostet turisme- og oplevelseserhvervene 23 milliarder kroner i tabt omsætning.

- Den regning står nu til at stige markant, hvor de nye restriktioner vil banke salget helt ned under gulvbrædderne, vurderer økonomen.

Nedlukningen er ikke lige så omfattende som i foråret. Og det er vigtigt, at den ikke ender med at blive det. Det mener Lars Sandahl Sørensen, administrerende direktør i Dansk Industri.

Han peger på, at det er vigtigt at holde gang i julehandlen.

- På vegne af arbejdspladser og virksomheder over hele landet håber jeg virkelig, at vi nu får brudt smittekæderne hurtigst muligt, siger han i en kommentar.

Det er vigtigt, at der hurtigt sættes ind med kompensation.

- De ordninger (vi har, red.) skal vi hurtigt have bragt i spil landet over, så vi bedst muligt undgår at tabe værdifulde arbejdspladser og virksomheder, siger Lars Sandahl Sørensen.

/ritzau/