Overenkomstforhandlingerne for mere end 600.000 privatansatte er i gang. Her viser fagligt aktive opbakning til deres forhandlere. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Arbejdsgivere smider barselsbombe før OK-forhandlinger

4. feb 2020, 09:54
Dansk Erhverv lægger op til at gøre øremærket barsel til mænd til en del af overenskomstforhandlingerne. Det skal komme fra arbejdsgiverne, lyder det fra HK.

600.000 privatansattes løn- og arbejdsvilkår er i disse dage på spil i overenskomstforhandlingerne på det private område. 

Nu kommer der et overraskende udspil om øremærket fædreorlov fra en noget uventet kant - nemlig Dansk Erhverv. 

LÆS OGSÅ: Fagligt aktiv maler inden OK-forhandlinger: 'Hvis de kommer ud med noget bras, så bliver folk da vrede'

Ifølge administrerende direktør Brian Mikkelsen støtter Dansk Erhverv nemlig for første gang at indføre to måneders øremærket barsel til mænd. Det fortæller han til Børsen.

- Som politiker var jeg imod øremærket barsel til mænd. Men de to måneders øremærket barsel til mænd, som EU har besluttet sig for, tager vi i Dansk Erhverv positivt imod. Det vil klart være med til at styrke ligestillingen, så virksomhederne kan få noget diversitet på ledelsesgangene, siger Brian Mikkelsen.

Den noget udsædvanlige udmelding fra arbejdsgiverorganisationen kommer, efter Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i Dansk Industri, for et par måneder siden også tog barselsfanen i hånden. 

- Jeg ser gerne, at en større del af barslen bliver øremærket til mændene, for jeg kan se, at det virker, og jeg tror, at det har flere positive, afledte effekter, sagde han til A4 Arbejdsliv tilbage i december.

Brian Mikkelsen går dog endnu længere end Dansk Industri. Dansk Erhverv afviser nemlig ikke, at løn til fædre på forældreorlov bliver en del af overenskomstforhandlingerne.

HK: Det bliver ikke os, der kommer med det krav

Dansk Erhvervs modspiller i overenskomstforhandlingerne, HK Handel, vil dog ikke tage et krav om øremærket barsel til sine medlemmer med til forhandlingsbordet, lyder det fra formand Per Tønnesen i Børsen.

- Hvis arbejdsgiverne ønsker at bære et krav om mere øremærket barsel til mænd ind til bordet ved overenskomstforhandlingerne, så ser vi på det, men så er det et krav, som arbejdsgiverne kommer med. Hvis man ser på de krav, der er fra mit bagland, så står øremærket barsel til mænd ikke højt på listen, som vores tillidsrepræsentanter har stillet, siger Per Tønnesen.

LÆS OGSÅ: Efter dødsulykke: Massive sikkerhedsproblemer i stort altanfirma

I øjeblikket tager kvinder 90 procent af barselsorloven. EU har vedtaget to måneders øremærket forældreorlov til mænd, som forventes at blive indført i Danmark inden 2022.