20201210-143938-3-1920x1920we
Man skal have sundhedsfaglig baggrund for at kunne komme i betragtning til et job, hvor man skal vaccinere for coronavirus (Arkivfoto) Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix

Danmark gør klar til vaccine: Søger tandlæger og sygeplejersker

11. dec 2020, 10:24
Sundhedsmyndighederne er lige nu ved at søge personale til at stå for de første vaccinationer i Danmark.

De første danskere ventes at kunne blive vaccineret i starten af det nye år, og i den forbindelse er sundhedsmyndighederne ved at skaffe personale til at stå for vaccinationerne.

Region Hovedstaden søger netop nu personale i et jobopslag, og for at komme i betragtning til jobbet skal man enten være læge, sygeplejerske, tandlæge, farmaceut, bioanalytiker eller medicinstuderende.

Man kan også få jobbet, hvis man er i gang med sidste del af uddannelsen som sygeplejerske, bioanalytiker, farmaceut eller tandlæge.

I jobopslaget bliver der lagt vagt på, at man skal kunne trives i en meget travl hverdag, hvor man vil komme til at møde mange borgere hver dag.

Der er tale om tidsbegrænsede ansættelser. Det er uvist, hvornår på dagen arbejdstiden vil ligge.

I et jobopslag fra Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg vil man også kunne komme i spil til jobbet, hvis man er social- og sundhedsassistent eller jordemoder.

På Odense Universitetshospital og Svendborg Sygehus opfordrer man også pensionister, der har en sundhedsfaglig baggrund, til at søge stillingerne til vaccination.

Når de første coronavacciner bliver godkendt, vil de første blive tilbudt ældre over 65 år, kronisk syge og ansatte i sundheds- og plejesektoren, som har patientkontakt.

Den gruppe omfatter omkring 1,5 millioner ud af de 5,8 millioner indbyggere, der bor i Danmark.

I første omgang er det tiltænkt, at man bliver vaccineret i de hvide telte, hvor der er i dag bliver udført coronatest.

Senere i forløbet, når der kommer flere vacciner, er det ifølge Sundhedsstyrelsens plan, at de praktiserende læger også skal inddrages i arbejdet med at vaccinere befolkningen.

Der er endnu ikke godkendt nogen vacciner i EU, men det ventes at ske inden for få uger.

29. december skal en vaccine fra medinalselskaberne Pfizer og Biontech evalueres hos Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA).

Den kan herefter blive godkendt 31. december, og de første danskere kan efter planen blive vaccineret i januar.

/ritzau/