Danmark får 3,9 millioner ekstra doser Pfizer-vaccine

TEMA: Corona i Danmark
8. jan. 2021 13.54
Efter ny EU-aftale får Danmark 3,9 millioner ekstra doser coronavaccine fra Pfizer og BioNTech.

Danmark sikrer sig 3,9 millioner ekstra doser af coronavaccinen fra Pfizer og BioNTech, efter at EU har indgået en ny aftale om flere doser.

Det skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.

Det betyder, at der kommer nok doser til at vaccinere 4,6 millioner danskere med begge vaccinestik.

I alt har Danmark nemlig nu sikret sig 9,2 millioner doser af vaccinen fra Pfizer og BioNTech, oplyser Lægemiddelstyrelsen.

I alt er der omkring 5,8 millioner indbyggere i Danmark.

En væsentlig del af de 3,9 millioner ekstra doser forventes at blive modtaget i løbet af andet kvartal i 2021, skriver Magnus Heunicke.

- Det betyder, at vi kan vaccinere flere allerede i løbet af foråret.

Tidligere fredag offentliggjorde EU en ny aftale med producenterne Pfizer og BioNTech om køb af yderligere 300 millioner doser.

Her skal 75 millioner af doserne leveres i andet kvartal.

Det er af denne pulje, at Danmark har sikret sig yderligere 3,9 millioner doser af coronavaccinen.

Torsdag var foreløbigt 1,41 procent af befolkningen i Danmark blevet vaccineret med det første stik.

Fredag forventes alle plejehjemsbeboere, der ønsker en vaccine, at være vaccineret.

EU-Kommissionen har i denne uge godkendt endnu en vaccine. Den er produceret af amerikanske Moderna. Den er endnu ikke taget i brug, men det forventes at ske meget snart.

Med de to forskellige vacciner vil EU-landene have nok til at vaccinere i alt 380 millioner mennesker. Det svarer til 85 procent af EU's befolkning.

Sidst i januar kan en tredje vaccine muligvis blive godkendt i EU, oplyser Det Europæiske Lægemiddelagentur fredag.

Det drejer sig om vaccinen fra AstraZeneca og Oxford University.

/ritzau/