Danish Crown genåbnede den 21. august slagteriet i Ringsted med temperaturmålinger og mundbind, når arbejdet er i gang. (Arkivfoto) Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Danish Crown-ansat på Horsens-slagteri smittet: Seks sendt hjem

1. sep, 06:25
I starten af august lukkede Danish Crown sit slagteri i Ringsted efter corona. Nu er én smittet i Horsens.

En ansat på Danish Crowns slagteri i Horsens er smittet med covid-19. Det skriver branchemediet Agriwatch.

Slagteriet er selskabets største i Danmark og beskæftiger cirka 1300 ansatte.

Den ansatte er en del af aftenholdet, som nu skal testes tirsdag. Indtil videre er seks ansatte sendt hjem.

Den smittede har dog ikke været på arbejde siden fredag. Derfor vurderes risikoen for smittespredning til at være lav, siger pressechef Jens Hansen til Agriwatch.

- Vedkommende har endnu ikke haft symptomer, og derfor er risikoen for, at han kan have båret smitte ind på fabrikken forholdsvis lille, i og med at han lod sig teste fredag, fik svaret i går, og derfor ikke har været på fabrikken siden fredag, lyder det fra pressechefen.

Han fortæller, at den smittede fredag lod sig teste, da han blev opmærksom på, at der var en smittet i omgangskredsen.

I starten af august blev et af selskabets slagterier ramt af et større smitteudbrud.

På slagteriet i Ringsted blev flere end 150 af de ansatte smittet med covid-19. Der er omkring 850 ansatte på slagteriet.

Situationen betød, at slagteriet lukkede i omkring to uger.

Efter lukningen faldet smittetallet, og de ansatte var igennem flere rundt af coronatest.

Udviklingen betød, at Danish Crown 21. august genåbnede slagteriet med temperaturmålinger og mundbind, når arbejdet er i gang.

Siden er der blevet skruet yderligere op for produktionen.

Slagteriudbruddet var en overgang med til at placere Ringsted som en af de byer i Danmark med flest smittede per 100.000 indbyggere.

Der er dog siden kommet styr på situationen. De seneste syv dage har der således ikke været nogen registrerede coronatilfælde i byen.

Danish Crown beskæftiger omkring 23.000 ansatte. Sidste hele regnskabsår omsatte selskabet for 57 milliarder kroner.

/ritzau/