Coronaudbrud på lærernes kongres

tivoli
Lærernes kongres i Tivoli Kongrescenter i det centrale København blev ramt af coronasmitte. Foto: Wiki commons
9. nov. 2021 10.29
Deltagere i sidste uges kongres i Danmarks Lærerforening opfordres til at lade sig coronateste, da der er konstateret smitte blandt deltagerne.

Fra tirsdag til torsdag i sidste uge samledes omkring 300 lærere i det centrale København til den årlige ordinære kongres i Danmarks Lærerforening.

Men også en ubuden gæst i form af coronavirussen havde tvunget sig adgang til Tivolis Kongrescenter.

LÆS OGSÅ: Lærere i svært dilemma: Risikerer jobbet ved at gribe ind overfor vold

Lærerforeningen sendte derfor mandag eftermiddag en mail rundt til alle deltagerne med en opfordring til hurtigst muligt at lade sig teste, da flere deltagere er blevet konstateret positive.

Ifølge en anden mail, sendt til standholderne på kongressen, blev DLF allerede i weekenden gjort opmærksom på smitteudbruddet, men sendte alligevel først opfordringen ud mandag klokken 16.37.

Nære kontakter har fået besked

Lærerforeningens presseafdeling oplyser, at der er tale om 2-4 fire smittede delegerede, og de nære kontakter til de pågældende er blevet kontaktet direkte. 

LÆS OGSÅ: Gordon Ørskov har bragt lærerne ind i magtens haller: Men det kommer med en pris

Deltagere på kongressen, der ikke er kontaktet direkte, er altså ikke anset for at være nære kontakter, men bør alligevel lade sig PCR-teste hurtigst muligt, lyder det fra lærerforeningen, der henviser til Sundhedsstyrelsens retningslinjer for 'Anden kontakt'.

Udbruddet er sket i en periode med meget høj coronasmitte, hvor det daglige antal af positive tests mange dage i træk har befundet sig på et niveau, der ikke er set højere siden januar.

Det fik mandag aften statsministeren til at genindføre krav om coronapas en række steder. Krav, som DLF-kongressen ville have været underlagt, hvis de havde eksisteret i sidste uge.