20210304-163946-L-1920x1277we
Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Coronasmitten i Vollsmose falder igen

TEMA: Corona i Danmark
9. mar. 2021 11.48
Det såkaldte incidenstal for Vollsmose er det laveste siden 1. marts.

Yderligere fem personer er konstateret smittet med covid–19 i Vollsmose, der den seneste tid har været på coronaradaren. Det betyder, at der de seneste syv dage er fundet 73 smittede i Odense–bydelen, viser tal fra kommunen.

Dermed er det såkaldte incidenstal, der sætter smitten i forhold til befolkningen, faldet. Det svarer til, at der de seneste syv dage er fundet 798,4 smittede per 100.000 indbyggere. Det er det laveste siden 1. marts.

Det hidtil højeste incidenstal i Vollsmose i år var 4. og 5. marts, da der de syv foregående dage havde været, hvad der svarer til 973,4 smittede per 100.000 indbyggere.

Der er den seneste tid blevet skruet op for testindsatsen og indført flere lokale tiltag i området oven på den stigende smitte. Regeringen har også ønsket at indføre et krav om, at beboere skulle lade sig teste. Hvis ikke de ville, skulle det medføre en bødestraf.

Det blev dog mandag nedstemt i Folketingets epidemiudvalg. Til gengæld kom regeringens forslag om, at der for personer i området, som testes positive for covid-19, er krav om at gå i isolation, igennem.

Selv om incidenstallet er faldet, er det dog fortsat langt højere end i Ishøj, som mandag var den kommune med det højeste incidenstal i landet. Her var der 201,2 smittede per 100.000 indbyggere.

Det skal dog tages i betragtning, at blot få smittetilfælde vil betyde store udsving i incidenstallet, når det udregnes for mindre områder.

For eksempel havde Fanø mandag haft ét smittetilfælde de foregående syv dage, hvilket svarede til 28,7 smittede per 100.000 indbyggere.

/ritzau/