Formanden for HK Privat, Simon Tøgern, under pressemøde i Industriens Hus om nye overenskomster på industriens område i 2014. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Nye medlemmer strømmer til fagforeningerne

2. apr 2020, 05:30
Mange fagforeninger har fået travlt under coronakrisen. Nye medlemmer strømmer til med bekymringer og tvivl. Det opleves blandt andet hos HK Privat, hvor mere end 500 nye medlemmer er kommet til siden årsskiftet.

Midt under coronkrisen går det den rigtige vej for mange fagforeninger. De får nye medlemmer. Årsagen er klar. De nye medlemmer vil vide, hvordan man skal forholde sig i de usikre tider.

Fælles for medlemmerne er, at de søger en hjælpende hånd i tider, hvor det kan være svært at finde hoved og hale i nye arbejdsforhold, hastelovgivninger og truende fyringer.

LÆS OGSÅ: Afføring på gulvet og klamme bade: Ansatte knokler uden coronasikkerhed på stor byggeplads

I fagforeningen Business Danmark var det en ganske ny virkelighed, medarbejderne mødte ind til den 12. marts – dagen efter Mette Frederiksens nedlukning af landet. Antallet af opkald til fagforeningens juridiske afdeling blev pludselig tredoblet. Og de seneste uger er et stort antal nye medlemmer begyndt at strømme til.

- Folk ringede med spørgsmål om alt fra løn og arbejdstid til ferie og hjemmearbejde – alt det, som blev aktuelt i forbindelse med nedlukningen af landet. Det var massivt, siger Martin Kildgaard Nielsen,  adm. direktør hos Business Danmark.

Han fortæller, at henvendelserne sidenhen har skiftet karakter til mere at handle om fyringer som konsekvens af virksomhedernes tab. Men overordnet set har medlemmerne særligt en ting til fælles: Bekymring.

- Vi oplever, at de er ekstremt bekymrede over mange af de her nye tiltag, som de aldrig før har skullet forholde sig til. Folk er meget i tvivl om, hvad deres arbejdsgiver har ret til, og hvad de selv som arbejdstagere har af rettigheder, siger han.

Stor medlemstilgang

Den oplevelse deler man hos HK Privat, der har oplevet en medlemstilgang på mere end 500 siden årsskiftet. En del af dem kommer fra områder, der er særligt berørt af krisen – og de har presserende spørgsmål med sig.

- Vi kan se, at der er mange arbejdsgivere, som er meget kreative omkring de her forskellige støtteordninger. Der er nogle, der tror, at landet er i undtagelsestilstand, og at funktionærlov og ferielov er sat ud af kraft. Det er klart, at det skaber meget røre, siger Simon Tøgern, formand for HK Privat.

Det henvender medlemmerne sig om

Blandt de typiske henvendelser, som fagforeningerne modtager under coronakrisen, er henvendelser om regler og rettigheder i forhold til udbetaling af løn, arbejdstider, ferie, samt om fyringer.

Mange henvendelser drejer sig også om, hvornår man har krav på at komme tilbage på arbejde igen, og hvordan man som medarbejder bedst mulig forholder sig til og indretter sig efter situationen.

Kilde: Business Danmark, HK Privat og Dansk Metal.

Også hos a-kasserne

Det er ikke kun tilstrømning til fagforeningerne, der opleves. En rundspørge, som DR har foretaget blandt ni af landets a-kasser, viser, at der også her er en stor stigning i antallet af nye medlemmer. Hovedparten af de adspurgte a-kasser har oplevet stor tilstrømning.

Det gælder blandt andet 3F, der i sidste halvdel af marts har fået over dobbelt så mange nye medlemmer, sammenlignet med samme periode sidste år.

- Folk sikrer sig på længere sigt. Mange er klar over, at de bevægelser, vi ser på arbejdsmarkedet lige nu, ikke bare er noget, der går væk, siger Bent Greve, der er professor i samfundsvidenskab ved Roskilde Universitet, til DR.

I Dansk Metal har telefonerne, ligesom hos Business Danmark og HK Privat, været rødglødende de seneste uger. Ifølge næstformand René Nielsen kommer de fleste af opkaldene fra både nye og gamle medlemmer, der søger tryghed.

- Jeg tror, at der er mange, som aldrig havde forestillet sig, at deres hverdag kunne blive ændret på den her måde. Det skaber en utryghed, og fordi folk omvendt gerne vil være trygge, jamen, så søger de mod os, siger han.

Det er også, mener han, årsagen til, at fagforeningen har oplevet en mærkbar stigning i antallet af medlemmer under coronakrisen.

Vigtigt med sammenhold

Men det er ikke kun bekymringer og utryghed, medlemmerne har til fælles. Fagforeningerne oplever en bred samhørighed og en fælles forståelse af at være afhængige af hinanden, når udfordringerne melder sig som nu.

- Der er et sammenhold og en enighed om, at vi står last og brast sammen, som Martin Kildgaard Nielsen fra Business Danmark formulerer det.

LÆS OGSÅ: AMU-uddannelse i styrtdyk: Fra 300 til 3 kursister over natten

Derfor er hverken Business Danmark, HK Privat eller Dansk Metal bekymrede for, om de nye medlemmer vender fagforeningen ryggen, når krisen engang er overstået.

- Jeg tror, at kriser som den her, der jo er så uforudsigelig, minder folk om, hvor vigtigt det er at stå sammen. Så det er min tro, at det her får folk til at holde fast i deres fagforeninger, siger René Nielsen fra Dansk Metal.