Coronakrisen har - modsat finanskrisen - ramt beskæftigelsen hårdest i byområder. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Coronakrisen har ramt bykommuner hårdest på beskæftigelsen

5. jan 2021, 16:57

Denne artikel er oprindeligt bragt på NB Beskæftigelse og bliver publiceret på A4 som en del af et samarbejde. Artiklen er redaktionelt udvalgt og bearbejdet af A4.

Der er stor forskel på, hvor hårdt de forskellige kommuner i Danmark er ramt af coronakrisen, viser nye tal fra Finansministeriet , som er offentliggjort i Økonomisk Redegørelse i dag. Det skriver NB Beskæftigelse.

Mens mange land- og yderkommuner kun har oplevet et begrænset fald på 0,5 procent i beskæftigelsesfrekvensen eller ligefrem en positiv udvikling, så har en lang række bykommuner oplevet et fald på mere end 1,5 procent, viser opgørelsen.

LÆS OGSÅ: Ekspert gør status på corona-arbejdsløsheden: Tre grupper står tilbage som taberne

Kilde: Danmarks Statistik og beregninger fra NB Beskæftigelse

"Helt overordnet er en større andel af beskæftigede i udsatte serviceerhverv – såsom detailhandel, hoteller, restauranter, motionscentre og frisører – bosat i og omkring de større byer samt i Sønderjylland og på Sydsjælland," hedder det.

LÆS OGSÅ: Køen af ledige er vokset med 11.000: Økonom er overrasket

Analysen kommer ikke ind på, at hoteller i kommunerne omkring hovedstaden blev særlig hårdt ramt af den udskældte seksdagesregel, som betød at udenlandske turister skulle booke minimum seks dages hotel på forhånd, hvis de ville rejse ind i Danmark.

Én gruppe kommuner er særlig udsat

Under finanskrisen var det yder- og landkommuner, som blev hårdest ramt på grund af mange arbejdspladser i produktionserhvervene, men denne gang rammer nedturen primært relativ få brancher indenfor serviceerhvervene, som storbykommunerne har stor andel af.

Kilde: Danmarks Statistik og beregninger fra NB Beskæftigelse

"Målt i forhold til befolkningen er det mange af de kommuner, hvor en stor del af befolkningen arbejder i de udsatte serviceerhverv, som også har oplevet den største tilbagegang i beskæftigelsen. På tværs af landet har mange kommuner har haft store jobtab, herunder kommunerne i og omkring hovedstaden", hedder det i analysen.