Omkring 50.000 danskere har mistet jobbet på grund af den globale coronakrise. Arkivfoto. Foto: Oscar Scott Carl/Ritzau Scanpix

Coronakonkurser vil trække spor langt ud i fremtiden for de fyrede

4. maj, 21:49
De negative følger ved at miste jobbet er nemlig størst i krisetider, skriver Politiken.

Omkring 50.000 danskere har mistet jobbet, og flere vil følge efter, og mange af dem vil formentlig mærke konsekvenserne mange år fremover. De negative følger ved at miste jobbet er nemlig størst i krisetider, skriver Politiken tirsdag.

I følge en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) tjener danskere, der blev fyret som følge af konkurser under finanskrisen, i dag i gennemsnit 35.000 kroner mindre om året end danskere, der beholdt deres job.

Senioranalytiker i AE Emilie Agner Damm mener, at analysens resultater viser, hvor vigtigt det er netop nu at holde hånden over virksomheder på konkursens rand.

- Man kan måske forledes til at tro, at ansatte i virksomheder, som må lukke, bliver ramt kortvarigt af ledighed og lønnedgang for så hurtigt at indhente det tabte. Men det er bare ikke tilfældet. Selv 10 år efter er der en markant lønforskel, som virkelig kan mærkes i en husholdning, siger Emilie Agner Damm til Politiken.

Ifølge forbundsformand i 3F Per Christensen understreger analysen »behovet for mere hjælp til de ledige«.

- Det er rigtig positivt, at regeringen og Folketinget har sikret hjælpepakker til virksomhederne, så vi forhåbentlig kan undgå nogle konkurser og dermed nogle jobtab. Men jeg mener også, at regeringen skal tage sig sammen til at satse massivt på efteruddannelse og opkvalificering af ledige, siger han.

AE’s analyse gør indtryk på Socialdemokratiets erhvervsordfører, Orla Hav.

- Vi taler jo tit om, at når en virksomhed går konkurs, er det virksomhedsejerens livsværk, der går tabt. Men det er det jo også for de ansatte, siger han.