- Det er den værste cocktail, man kan forestille sig. Pengene fosser ud af kassen, uden at der kommer nogle ind igen. Vi befinder os i en stor, stor krise, siger Lars Thykier, der er direktør i Danmarks Rejsebureau Forening. Foto: Claus Bech Andersen/Ritzau Scanpix

Corona tvinger rejsebranchen i knæ: 'En stor, stor krise'

13. mar, 05:55
Udbruddet af coronavirus kan koste flere rejsebureauer livet, vurderer direktør i Danmarks Rejsebureau Forening.

Flere rejsebureauer vipper på kanten af konkurs. Stort set alle rejser er aflyst, og der bliver ikke bestilt nye. Salget af rejser ligger lige nu 35 procent under, hvad det plejer at være på denne tid af året, og der er ikke udsigt til, at det ændrer sig. Tværtimod.

LÆS OGSÅ: Danske giganter i coronaberedskab: Fjerner stole og dropper makeuppen

- Det er den værste cocktail, man kan forestille sig. Pengene fosser ud af kassen, uden at der kommer nogle ind igen. Vi befinder os i en stor, stor krise, siger Lars Thykier, der er direktør i Danmarks Rejsebureau Forening.

Rejsebureauerne har i øjeblikket travlt med at betale penge tilbage til kunder, der har fået aflyst deres rejse til lande, som Udenrigsministeriet fraråder, man rejser til på grund af coronavirus.

- Nogle er i fare for at lukke. Det er svært at sige, hvor mange, men det kommer til at ske, siger Lars Thykier.

Regeringen har en hjælpepakke klar til erhvervslivet, hvor man blandt andet tilbyder at understøtte virksomheders likviditet ved midlertidigt at udskyde betalingsfristerne for moms, AM-bidrag og A-skat.

- Men det hjælper ikke vores branche. Vi kan ikke udskyde tab. Vi har brug for hjælp her og nu. I første omgang til at få dækket de mange erstatninger for aflyste rejser, siger han.

Ifølge direktøren for Danmarks Rejsebureau Forening haster det med at finde en løsning, for der skal ikke gå mange uger, før de første rejsearrangører må begynde at afskedige medarbejdere og i værste fald dreje nøglen om.

Vi har simpelt hen aldrig oplevet noget lignende og kommer forhåbentlig heller ikke til det. Ved naturkatastrofer er der en udløbsdato. Her er der ingen. Ingen ved, hvornår det slutter.
Lars Thykier, direktør i Danmarks Rejsebureau Forening

Et stort dansk rejsebureau, Albatros Travel har allerede taget konsekvensen af den manglende indtjening på grund af coronavirus og afskediget hver femte medarbejder. ”Det er rettidig omhu,” siger ejeren til onlinemagasinet standby.dk.

- Vi har simpelt hen aldrig oplevet noget lignende og kommer forhåbentlig heller ikke til det. Ved naturkatastrofer er der en udløbsdato. Her er der ingen. Ingen ved, hvornår det slutter, siger Lars Thykier.

Hos et andet rejsebureau, Viktors Farmor, har man valgt en anden strategi i et forsøg på at booste salget af rejser i en svær tid. Her giver man gæsterne fri fortrydelsesret i op til 8 uger før afrejse, hvis de bestiller en sommer- eller efterårsrejse i løbet af den næste måned.

Dækning af rejsebureauernes erstatninger til kunderne står øverst på dagsordenen, når rejsebureau foreningen næste gang mødes med regeringen for at drøfte en hjælpepakke for rejsebranchen, som skal forhindre, at for mange må lukke. Der er andre punkter, men dem ønsker Lars Thykier ikke at komme ind på lige nu.

Ingen dækning

Forsikringsselskaberne mærker også krisen i rejsebranchen. Her bliver man i øjeblikket kimet ned af rejsebureauer og bekymrede borgere, der vil vide, hvordan de er stillet økonomisk, hvis deres rejse bliver aflyst.

- For tiden ringer 250-300 kunder dagligt med spørgsmål om coronavirus og rejseforsikringens dækning. For et par uger siden ringede 15-20 kunder om ugen med samme spørgsmål, siger Henrik Bundgaard, skadedirektør i Codan.

Forsikringsselskabet har registreret omkring 200 sager i forbindelse med corona og rejseforsikring.

LÆS OGSÅ: Coronavirus: Sådan dækker din rejseforsikring

Gouda, der er en del af Gjensidige og Nykredit Forsikring, oplever det samme.

Her får man i øjeblikket dobbelt så mange henvendelser om dagen som normalt. Det er især rejsende, der lige nu er i Italien og gerne vil hjem, der ringer ind. Italien lukkede for nyligt helt ned på grund af den frygtede virus.

Gouda har udvidet afbestillingsdækningen, så den dækker, hvis man bliver sat i karantæne af de danske myndigheder og ikke kan komme på ferie. Kommer man i karantæne, mens man er på ferie, dækker Gouda de merudgifter, der kan være forbundet med det og en ny flybillet hjem.

- Helt ekstraordinært har vi også valgt at dække feriekompensation for de dage, man er blevet sendt i karantæne af myndighederne, hvis det er tilfældet, oplyser forsikringsselskabet i en mail til A4 Arbejdsliv.

I de fleste andre selskaber får man kun kompensation for tabte feriedage, hvis man selv har været syg, og altså ikke, hvis man bliver sat i karantæne uden at være syg.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Arbejdsliv her