Sygehuse og kaserrner rundt i landet er forberedte, hvis danske borgere bliver smittet med coronavirusset. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Corona spreder sig i Europa: Danske hospitaler tester flere

26. feb, 19:58
Onsdag blev over et dusin danske borgere testet for coronavirusset på tre forskellige hospitaler i landet.

Mandag skruede Sundhedsstyrelsen op for det danske coronaberedskab, og onsdag blev der så skruet op for antallet af testede danskere.

Over ti personer er ifølge TV2 i løbet af dagen blevet tjekket for virusset på Hvidovre Hospital, Aarhus Universitetshospital og Roskilde Sygehus.

Samtidig spreder smitten sig i Europa, hvor 12 personer er døde i Italien, mens Tysklands sundhedsminister, Jens Spahn, onsdag aften siger, at landet er på randen af en coronavirus-epidemi.

Overlæge Anders Fomsgaard fra Statens Serum Institut siger til Berlingske, at man forventer en stigning i antallet af borgere, der skal testes.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Arbejdsliv her

- Vi tror, at antallet af tests vil stige. Nu er det jo ikke kun folk, der er kommet hjem fra Kina, som er i farezonen.

- Nu omfatter det også folk, der er kommet hjem fra Italien og andre lande og bestemte områder i de lande, siger Anders Fomsgaad til Berlingske.

Hvidovre Hospital og Aarhus Universitetshospital har hver testet fem personer, mens Roskilde Sygehus har testet tre. Ingen melder om positive test.

Coronavirusset har på det seneste spredt sig til flere europæiske lande. Især Italien er hårdt ramt med 374 smittede.

Onsdag aften blev en svensker testet positiv. Det er landets andet smittetilfælde, skriver Dagens Nyheter.

Frygten er naturligvis, at virusset også kommer til Danmark.

For et par dage siden ændrede Sundhedsstyrelsen sin risikovurdering og skruede op for beredskabet, så i alt seks hospitaler kan tage potentielle patienter ind, ligesom flere kaserner rundt i landet står klar til at tage imod.

Også danskere i udlandet er påvirket af spredningen af virusset.

Efter at to italienske turister på et hotel på den spanske ø Tenerife har fået konstateret coronavirus, sidder seks danskere nu i karantæne på hotellet.

Her skal de sidde de næste 14 dage.

/ritzau/

A4 – kan vi hjælpe dig med arbejdslivet?

Er du blevet ledig? Hvordan er reglerne for dagpenge og feriepenge? Hvad hvis min svendeprøve ikke kan afholdes?

Der er mange spørgsmål om arbejdslivet i en corona-tid. På A4 vil vi gerne hjælpe dig med at finde svar. Vi vil gerne høre om dine oplevelser – også de besværlige og de bekymringer, vi står med i denne tid.

Skriv til os med din historie, dine spørgsmål eller bare et forslag eller et synspunkt. Vi lover at svare dig. Ikke alle henvendelser bliver til artikler. Vi har travlt og må prioritere. Men dit arbejdsliv – eller det du gerne vil have – vil vi gerne hjælpe dig med!

Nicolai Kampmann
Chefredaktør A4 Medier