Modelfoto. Personerne på billedet har ikke noget med denne historie at gøre . Foto: Marie Hald / Ritzau Scanpix

Corona skaber bekymring

28. jun, 11:02

Denne artikel er oprindeligt bragt på Blik & Rør og bliver publiceret på A4 som en del af et samarbejde. Artiklen er redaktionelt udvalgt og bearbejdet af A4.

7 ud af 10 medlemmer har været bekymret og følt sig usikre på deres jobsituation på grund af corona-virussens udbrud. Det viser en spørgeundersøgelse blandt Blik- og Rørarbejderforbundets medlemmer.

Fagbladet Blik og Rør gennemførte i maj og juni en spørgeundersøgelse blandt forbundets medlemmer, om hvordan corona-pandemien har påvirket arbejdslivet.

I alt har 680 medlemmer svaret, hvoraf 71 procent svarer, at de i større eller mindre grad har følt sig bekymret for at gå på arbejde. Faktisk har hele 10 procent givet udtryk for, at de i høj grad har været bekymret for at gå på arbejde.

LÆS OGSÅ: Topadvokat om corona-arbejdsskader: Nye tal ændrer intet

Flere af de bekymrede medlemmer giver blandt andet udtryk for, at de ikke synes, at arbejdsgiveren har taget smittefaren alvorligt nok.

En anden del af kritikken går blandt andet på Arbejdstilsynets manglende tilstedeværelse. På baggrund af de henvendelser fra bekymrede medlemmer man har modtaget ude i kredsene og den snak, der både har været i medierne og i særlige grupper på de sociale medier, er forbundssekretær og arbejdsmiljøansvarlig i Blik- og Rørarbejderforbundet, Søren Schytte, ikke overrasket over tallene.

LÆS OGSÅ: Nye tal: I disse brancher er flest på lønkompensation

- Det er klart, at det i sådan en speciel situation som corona-udbruddet, hvor der har været så mange forandringer på relativt kort tid, og hvor de almindelige myndigheder, som skal sikre vores medlemmers trivsel og sikkerhed tages ud af drift, skaber bekymring, siger han.

Akkordsvende er mest utrygge

Blandt Blik- og Rørs medlemmer tyder resultatet af undersøgelsen også på, at det er akkordsvendene som har været mest utilfredse med, hvordan deres mester eller bygherre har håndteret sikkerheden omkring corona-smitte.

Heldigvis tyder det dog også på at forandringerne og tilpasningerne også givet et positivt aftryk for mange af Blik og Rørs medlemmers arbejdsliv.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er foretaget mellem den 6. maj og 7. juni 2020.

Undersøgelsen er sendt ud til Blik og Rørs medlemmer via nyhedsbrevet samt på sms.

680 medlemmer har svaret. Fordelingen af respondenternes alder, geografi, køn og beskæftigelsen afspejler i stor udstrækning den samlede medlemsgruppe og antages derfor at være en god indikation på medlemmernes trivsel.