20210329165254261_1000
At komme i job hurtigt anses som en vigtig faktor for den langsigtede integration. På billedet er det Maung fra Myanmar, der hurtigt kom i beskæftigelse. (Arkivfoto) Foto: Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix

Corona rammer flygtninges job-muligheder

30. mar 2021, 6:26
Færre flygtninge kom i job i 2020, viser analyse. Udvikling er nu stagneret. Det bekymrer på videnscenter.

Coronakrisen har kostet mange deres arbejde, og det har også ramt flygtninges beskæftigelse hårdt.

I 2020 kom nytilkomne flygtninge halvt så hurtigt i job i forhold til 2019, viser en analyse fra Danmarks Videnscenter for Integration.

Det var særligt under første nedlukning i foråret 2020, at beskæftigelsen for flygtninge led et knæk.

Og selv om den nu er på niveau med før coronanedlukningen i 2020, ser udviklingen for første gang i mange år ud til at være nærmest stagneret.

Det er bekymrende, mener Rasmus Brygger, der er stifter af videnscenteret.

- De første år, man er i landet, er de vigtigste, og der har coronakrisen været en stor mavepuster i en ellers positiv udvikling de seneste år, siger han.

- Jo længere du står uden for arbejdsmarkedet, jo sværere er det at komme ind igen. For en stor del af integrationen begynder, når man har en fast hverdag på en arbejdsplads. Så man risikerer at stå med en masse langtidsledige, der ikke kan dansk, mangler jobkvalifikationer og derfor bliver svære at få i job, siger han.

Når flygtninge rammes ekstra hårdt af coronakrisen, skyldes det især, at de brancher, de har job i, har været hårdt ramt af krisen, siger Rasmus Brygger.

- Det er blandt andet i hotel- og restaurationsbranchen, mange er beskæftiget, og her har der jo været både fyringer og ansættelsesstop, siger han.

I Danmark har der siden flygtningekrisen i 2015 været stort politisk fokus på at få flygtninge hurtigt i job ved blandt andet at lave virksomhedsrettet aktivering.

Norge og Sverige har haft mere fokus på at give flygtninge en uddannelse. Noget Danmark burde tænke mere i, foreslår Rasmus Brygger.

- Der er rigtig mange ting, man lærer ude i en virksomhed, men der er også mange ting, man lærer bedst på skolebænken. Og sandsynligheden for at få et job er større.

- Og så længe der ikke er den samme efterspørgsel på arbejdskraft, er opkvalificering endnu vigtigere, end det har været tidligere, siger han.

Flere undersøgelser har vist, at flygtninge klarer sig bedre på arbejdsmarkedet, hvis de uddanner sig.

/ritzau/