20210702103532130_1000
Skildpadden, hajerne, rokkerne og andre fodres i den store oceantank på Den Blå Planet i Kastrup, torsdag 2. april 2020. Nu kæmper akvariet for sin overlevelse. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix) Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Den Blå Planet i krise:
Har kun penge til otte måneder

2. jul. 2021 11.12
Den Blå Planet på Amager forventer i år kun en fjerdedel af det antal gæster, som kom i 2019 inden corona.

Akvariet Den Blå Planet på Amager, der er det største af sin slags i Nordeuropa, er sendt i knæ af corona og kæmper nu for sin overlevelse.

Normalt er over halvdelen af gæsterne i akvariet, som er en af Danmarks store turistattraktioner, turister, men dem er der ikke mange af på grund af corona.

Et krav om en negativ coronatest holder også de danske af slagsen væk, og det koster for Den Blå Planet, som kun har penge til at overleve ind i det nye år.

- Den økonomiske situation er meget alvorlig, og vi har på nuværende tidspunkt kun penge til yderligere otte måneder, siger direktør Jon Diderichsen i en pressemeddelelse.

I 2019 havde akvariet 545.000 besøgende, og af dem var 60 procent turister. Det ventes i år at være faldet til knap 120.000 - altså mindre end en fjerdedel.

Jon Diderichsen fortæller, at det koster mange penge at holde akvariet kørende. Blandt andet er elregningen på 650.000 kroner om måneden.

- Hvis ikke vi får flere gæster herud eller får yderligere økonomisk støtte, så står vi i en situation, hvor vi må lukke og finde plads til dyrene andre steder, siger direktøren.

Han tør ikke satse på, at der kommer politisk hjælp til akvariet. Derfor søsættes en kampagne, der skal få danskerne til at støtte op.

Blandt andet opfordres der til, at man besøger akvariet, ligesom man kan donere penge til mad og pasning af dyrene via MobilePay.

Også andre steder - for eksempel Zoologisk Have i København - kæmper med et lavere besøgstal på grund af corona.

I juni havde den zoologiske have blandt andet annoncerer i dagblad, hvor danskere blev opfordret til at donere penge.

Der er også blevet søgt frivillige til at hjælpe med at tjekke coronapas ved indgangen, hvilket er en stor udgift.

Ifølge Jon Diderichsen fra Den Blå Planet er akvariet en unik formidlings- og turistattraktion, som aldrig vil kunne etableres igen.

- Vi håber virkelig på danskernes opbakning, så vi også er her næste år, siger han i meddelelsen.

Der er over 21.000 dyr i Den Blå Planet, der beskæftiger flere end 100 medarbejdere.

/ritzau/