20050624-120844-4-1920x1284we
Danmark har ifølge Dansk Industri ikke selv tilstrækkelig med arbejdskraft til at dække efterspørgslen efter arbejdskraft, når virksomhederne igen kommer op i gear. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Stort fald i indvandring til Danmark: 'En uheldig bivirkning ved coronakrisen'

11. feb 2021, 11:15
Antallet af udenlandske statsborgere, der søgte til Danmark, faldt sidste år med 22 procent, viser nye tal.

Sidste år var der 22 procent færre udenlandske statsborgere, der indvandrede til Danmark, sammenlignet med året før.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Det er ifølge Danmarks Statistik coronakrisen, der har præget indvandringen i nedadgående retning.

Frederiksberg Kommune har haft det største procentvise fald i antallet af indvandrede på 34 procent.

Dernæst kommer København og Aarhus med fald på henholdsvis 26 og 25 procent.

Amerikanske statsborgere står for det største fald i indvandringer. Herefter følger indiske og dernæst argentinske statsborgere.

I Dansk Industri ærgrer vicedirektør Steen Nielsen sig over faldet, der ifølge erhvervsorganisationen er det hidtil største fald for et enkelt år siden 1980.

- Det er en uheldig bivirkning ved coronakrisen, at der kommer meget færre hertil for at arbejde og studere, siger han.

Nedgangen skyldes især, at der kommer færre studerende og arbejdstagere.

I de første tre kvartaler af 2020 kom der 5900 færre studerende og 7800 færre arbejdstagere.

Der blev også registreret 145 færre asylansøgere sammenlignet med samme periode året før.

Trods corona er det ikke umuligt at komme hertil og arbejde.

Men ifølge Steen Nielsen har danske virksomheder været så hårdt ramt af coronakrisen, at de har efterspurgt mindre arbejdskraft, herunder fra udlandet.

- Vi må håbe, at tallene retter sig op, når krisen slutter. Ellers er det en uholdbar udvikling, vi kigger ind i, siger Steen Nielsen.

Danmark har ifølge vicedirektøren ikke selv tilstrækkelig med arbejdskraft til at dække efterspørgslen efter arbejdskraft, når virksomhederne igen kommer op i gear.

- Når restriktionerne en dag bliver fjernet igen, så tror jeg, at vi i den grad får brug for udenlandsk arbejdskraft igen, siger Steen Nielsen.

Andre tal fra Danmarks Statistik viser, at befolkningstallet per 1. januar 2021 er 5.840.045 personer.

Det svarer til, at befolkningen er vokset med 0,3 procent i forhold til sidste år. Det er på niveau med befolkningstilvæksten i 2019.

/ritzau/