Arkivfoto. Foto: Michael Bothager/MIBO/Ritzau Scanpix

Corona: Fyringsvarsler og arbejdsfordelinger er mangedoblet

30. maj, 08:22
Fyringsvarsler og arbejdsfordelinger er mangedoblet i marts og april og kan være et varsel om tusindvis af fyringer de kommende måneder.

Antallet af lønmodtagere, der er varslet fyret efter reglerne om massefyringer eller er på arbejdsfordeling, er steget med raketfart under corona-krisen.

Det kan være et varsel om, at flere tusinde lønmodtagere risikerer fyringer i de kommende måneder. Det skriver Fagbladet 3F.

I marts og april sidste år var 948 personer omfattet af et varsel om massefyring. I marts-april i år var det tal steget til 5.550 personer.

Antallet af lønmodtagere på arbejdsfordeling er steget endnu mere. I marts-april sidste år var 899 lønmodtagere på fordeling. I år er det 13.877 personer. Det er en 15-dobling.

Det viser tal på jobindsats.dk fra STAR (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering).

Det betyder, at den stigning i ledigheden, som vi allerede har oplevet under krisen, muligvis kun er begyndelsen.

Ud over de i alt knap 20.000 lønmodtagere, der i marts og april var omfattet af arbejdsfordeling eller varsel om massefyring, er over 170.000 lønmodtagere sendt hjem med fuld løn under lønkompensations-ordningen, fordi deres arbejdsplads er ramt af krisen.

Søren Kaj Andersen, centerleder ved Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS), Københavns Universitet, hæfter sig ved, at betydeligt flere er på arbejdsfordeling frem for omfattet af varsel om massefyring.

- Det giver en vis fortrøstning, for arbejdsfordeling er formentlig udtryk for, at man ude i virksomhederne er usikre på, hvor længe det varer. Man håber, at aktiviteterne vender hurtigt tilbage, siger Søren Kaj Andersen.

Ifølge Søren Kaj Andersen er det svært at sammenligne med tidligere kriser, fordi de har haft en anden karakter.

- Lønkompensationsordningen er det helt store greb på arbejdsmarkedet. Og arbejdsfordeling minder lidt om det, idet man ikke skiller sig af med sine medarbejdere, mener han.

Søren Kaj Andersen tror, at risikoen for at ende med at blive ledig, er forskelligartet fra branche til branche.

- Billedet er meget sammensat. Bare se på medlemmer i 3F, hvor der har været en stor nedgang på restauranter og cafeer, mens der har været en vis opblomstring indenfor rengøringsområdet. Det afhænger af rigtig mange ting. Hvor hurtigt grænserne åbner. Om der kommer gang i eksporten og meget andet, vurderer han.

Jobindsats-tallene viser i øvrigt, at det særligt er brancherne industri, handel/transport og erhvervsservice, som er ramt. For eksempel er 10.000 på arbejdsfordeling i industri og handel og transport.