Det er så vigtigt, at vi får samlet de børn og familier op, som corona-krisen og dens isolation har ramt rigtig hårdt, siger Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet. (Arkivfoto) Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Feriehjælp: Eksplosion af ansøgninger under corona-krise

12. maj, 11:49
Corona-krisen har sendt flere på overførselsindkomst og det kan aflæses direkte i ansøgningerne om feriehjælp, melder Dansk Folkehjælp og Red Barnet.

De fleste glæder sig til sommerferien, hvor der hverken er skole eller arbejde at tage stilling til. For mange står menuen på sol, sommerhus og familiehygge, selvom der nok ikke er mange udenlandsrejser på papiret.

LÆS OGSÅ: Sosuen Helle frygter at smitte sin syge mand: ”Rædselsfuldt at gå på arbejde”

Men der er flere, der ikke har råd til at lave store planer i sommerferien. Et rekordstort antal har søgt feriehjælp, hvis man spørger Dansk Folkehjælp.

Det skriver Fagbladet 3F.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Arbejdsliv her

Tallene kommer bag på generalsekretær ved Dansk Folkehjælp, Klaus Nørlem, som ellers havde regnet med, at der var bedre tider på vej.

- Vi er overraskede over udviklingen. I virkeligheden havde vi regnet med en stagnering i antallet af ansøgere. For eksempel var antallet af ansøgere til julehjælp sidste år omkring det samme som året før, og vi er ellers vant til at se en stigning på godt 10-15 procent om året. Ansøgninger til julehjælp og feriehjælp plejer at følges meget godt ad. Derfor er vi meget overraskede over at se den her stigning, siger Klaus Nørlem til Fagbladet 3F.

Sidste år ansøgte 3822 om feriehjælp, fordi de ikke havde råd til at holde ferie, og det tal er steget med cirka 50 procent. I år lyder antallet af ansøgere på 5765.

Ifølge Klaus Nørlem er årsagen til stigningen ikke at finde hos dem selv. Dansk Folkehjælp har hverken ændret måden, man ansøger, hvem der kan ansøge eller noget som helst teknisk. Årsagen, mener han, er til gengæld ligetil.

- Det er corona-krisen. Flere er kommet på overførselsindkomster, og alt peger på, at corona udfordrer nogle af de mest udsatte, siger han.

LÆS OGSÅ: Mikkel Hansen gifter sig med kendis

For at kunne ansøge om feriehjælp hos Dansk Folkehjælp skal man være enlig forsørger, være på overførselsindkomst og have hjemmeboende børn under 18 år, så de, der ansøger, er oftest allerede økonomisk pressede i hverdagen.

At lige netop corona-krisen agerer den store skurk i den her sammenhæng er senioranalytiker og familiesociolog Karen Margrethe Vendelbo Dahl fra VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, enig i.

- Det er klart, at pandemien er meget slem i den forbindelse her. De billigere alternativer såsom spejderlejre, ved man ikke, om man kan få lov til i år. Derfor kommer der et enormt pres på de muligheder, der er tilbage. Og så er der også kommet flere i den gruppe, der kan ansøge om feriehjælpen, fordi der er flere, der er på overførselsindkomster, siger Karen Margrethe Vendelbo Dahl.

I Red Barnet oplever man også en øget efterspørgsel. Her udbyder de både feriehjælp til udsatte børn og udsatte familier, og begge steder har de oplevet en stigning. Red Barnet har planlagt at holde 60 ferielejre i år, hvilket er en stigning på over 50 procent fra sidste år.

Man forventer at kunne hjælpe op mod 1500 børn og forældre den kommende sommer, men grundet coronakrisen er alt blevet dyrere. Der er for eksempel større behov for rengøring og behov for flere busser til transport på grund af afstandsbegræsninger.

- Flere og flere børn og familier i udsatte positioner ønsker at komme på vores sommerlejre. Det så vi før corona-krisen, og nu er børnenes behov for et pusterum kun blevet større. Det er så vigtigt, at vi får samlet de børn og familier op, som corona-krisen og dens isolation har ramt rigtig hårdt. Ellers risikerer vi, at familier knækker. Og det er altid børnene, der taber, siger Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet.

LÆS OGSÅ: Tidligere Å-profil melder sig ind i SF