20210129-102741-L-1920x1201we
- Jeg mener helt klart, at en hævelse af dagpengesatsen i de første tre måneder også skal være en del af diskussion, siger Metal-formand Claus Jensen. (Arkivfoto) Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Dansk Metal kræver højere dagpenge for lettere adgang til udenlandsk arbejdskraft

12. jan. 2022 07.00
Dansk Metal vil have noget for noget, hvis det skal være lettere for arbejdsgiverne at hente arbejdskraft udefra.

Hvis det skal være lettere for arbejdsgiverne at hente medarbejdere uden for EU, skal der bedre dagpengedækning til for kernetropperne på det danske arbejdsmarked.

Sådan lyder det fra formand for Dansk Metal Claus Jensen, der også er topforhandler for de privatansatte, i et interview med Jyllands-Posten.

LÆS OGSÅ: 3F vil have ny trepart om udenlandsk arbejdskraft

- I min verden er der ingen tvivl om, at vi ikke kan gå ind i en diskussion, der udelukkende handler om, hvor meget arbejdsgiverne skal have på udlændinge. Jeg mener helt klart, at en hævelse af dagpengesatsen i de første tre måneder også skal være en del af diskussion, siger Metal-formanden til avisen.

Forskellen mellem at være i job og på dagpenge er blevet stadigt større siden midten af 1990'erne, da dagpengesatsen ikke er blevet reguleret i takt med lønnningerne. Derfor udgør dagpengesatsen på 19.351 kroner i dag langt under halvdelen af en månedsløn for mange faggrupper. 

Både Venstre og Radikale Venstre afviser dog over for Jyllands-Posten at koble dagpenge og spørgsmålet om udenlandsk arbejdskraft sammen. Finansordfører Troels Lund Poulsen siger til avisen, at han ikke vil "betale blodpenge til fagbevægelsen" for at sikre danske arbejdsgivere muligheden for at hente medarbejdere udefra.

Finansminister Nicolai Wammen (S) henviser til finansordfører Christian Rabjerg Madsen (S). Han vil tage spørgsmålene ved forhandlingsbordet, men henviser til regeringens reformudspil fra september "Danmark kan mere I". Her var en forhøjelse af dagpengesatsen de første tre måneder for nyledige med flere års beskæftigelse bag sig et af hovedelementerne.

Hverken fagbevægelse eller arbejdsgivere sidder med ved forhandlingsbordet, når politikerne skal forhandle en aftale på plads.