Chefredaktør: Nej, nej, det må vi ikke (men hvad må vi så i kulturlivet?)

21. okt 2020, 14:00
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning og ikke et udtryk for A4’s holdning.
Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected]

Ih, hvor jeg savner de fortabte spillemænd. Tom McEwan og Jess Ingerslev.

Tilbage i 1982, da DRs børne-afdeling virkelig rykkede, skabte de signatur-sangen "Fy fy skamme". Den kender du. Jeg havde glemt, at sangen indledte børne-TV-showet "Nu Er Det Ikke Sjovt Længere".

Den titel lader vi stå et øjeblik i corona 2020...

Vi har brug for at smile, grine - og ja, leve. I dag indrykker en stribe kutur-organisationer, mad- og udskænkningssteder annoncer, hvor de opfordrer politikerne til at tænke på vores mentale sundhed. Efterårsmørket sænker sig, corona-restriktionerne synes uden ende. Ja, måske skal de skærpes, fordi smittetallet desværre er konstant højt.

DR truer nu med endnu en omgang fællessang med "fantastiske" Mads Steffensen og corona-tidens egentlige superstar, Philip Faber. Hver fredag, syng i stuens tusmørke og føl dig sammen - men endelig hver for sig.

Lad os få en snak om, hvad vi kan gøre, hvordan vi kan være sammen om de gode oplevelser, hvor dygtige spillere begejstrer os, skuffer os - giver os nye indsigter. Vi tager håndsprit med, mundbind på og viser hensyn.
Nicolai Kampmann

Fredagssangen er næppe nok til at brødføde vores mange dygtige musikalske spillefolk, lys- og lydfolk, koncertarrangører, "stagehands" med flere, der plejer at give hverdagslivet et lydmæssigt tryk 16. Deres livsgrundlag er eroderet. Der er brug for en seriøs snak om, hvordan musikerne kan spille for os. Live, og hvor vi er nogle sammen. Ikke hver for sig.

Forleden havde FCK inviteret politikerne til bold i Parken. Regeringen glimrende ved sit fravær. Akkurat som FCKs spillere. Nå, det er en anden historie.

Ærindet var dog alvorligt nok. Kan vi ikke få flere tilskuere til kampene? Hvis du - som jeg - sætter pris på en god fodboldkamp, har 2020 godt nok været en prøvelse i at vise sin passion med distance. Et opgør mellem FCK og Brøndby uden tilskuere, Champions League med FC Midtjylland mod Atalanta uden tilskuere. Det er ligesom den første Pepsi Max. Smagen er underlig, nogle vænner sig til det. Men altså, suk!

Meldingen fra kulturminister Joy Mogensen til FCK og de andre klubber var klar: Væn jer til det, der kommer ikke flere tilskuere (udover maksimalt 500) lige foreløbig.

Champions League med FC Midtjylland mod Atalanta uden tilskuere. Det er ligesom den første Pepsi Max. Smagen er underlig, nogle vænner sig til det. Men altså, suk!
Nicolai Kampmann

"Vi skal begrænse os, blive hjemme, droppe festlighederne og fællesskabet og glemme lysten. Livet er forandret, og morskaben er trængt i baggrunden." Sådan skriver biografer, sportskklubber, eventsteder og restaurationer blandt andet i annoncen.

Har de en økonomisk interesse i det budskab? Ja, ved Gud. Men det er jo rigtigt!

Livet skal leves, også når det er svært. Lad os få en snak om, hvad vi kan gøre, hvordan vi kan være sammen om de gode oplevelser, hvor dygtige spillere begejstrer os, skuffer os - giver os nye indsigter. Vi tager håndsprit med, mundbind på og viser hensyn.

Må vi godt la vær at kramme
må vi sidde musestille
må vi gerne vaske hænder
må vi godt la vær at pille
må vi sige nej til fælles buffet
men ja til portionsanretninger
må vi syns at Brostrøm er dygtig
når han opfordrer til afstand?
Ja ja ja ja ja det må vi gerne
næ sikke fint fint ja ja meget det blir
stort stort klap klap fint fint flot flot
det var godt - nå det må vi godt.

Partier uden om regeringen fanger budskabet. Måtte de få regeringen til at se mere positivt på vores muligheder inden for den virkelighed, der er. "Fy fy skamme" skulle nødig blive en lang vinters sang.