NK_i_1650_px

Chefredaktør:
Løsgængeri og partihop er ikke strafbart, men...

30. jan. 2021 08.00
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning og ikke et udtryk for A4’s holdning.
Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected]

De radikale er indenfor få dage blev to folketingsmedlemmer færre. Jens Rohde har meldt sig ud - han var tidligere Venstre - og leder nu efter andet politisk projekt. Måske han og løsgænger Lars Løkke kan finde sammen, spekuleres der i. Om end det ideologiske ståsted for det projekt synes smalt.

Ida Auken har efter en længere stressmelding - hun var tidligere i SF - valgt Socialdemokratiet som nyeste partitilknytning. I et interview med Politiken fortæller hun, at de radikale har ændret sig i de syv år, hun har været med. Og så er balladen efter sexchikane-sagen med Morten Østergaard næppe forbi:

- Derudover kommer der en rapport fra Kvinfo, som jeg forventer afklarer det her. Jeg tror også, at den vil vise, at den opførsel, vi så fra Morten Østergaard, havde været kendt ganske langt ind i partiet. Og at den er mere omfattende, end det er gået op for mange, siger Ida Auken i interviewet.

Der er forskel på at være "partihopper" og løsgænger. Men antallet af medlemmer, der siden valget i juni 2019 har forladt det partimandat, de fik valg på, er voldsomt.

LÆS OGSÅ: Chefredaktør: "Scrappy Joe" bliver hurtigt populær i hele verden

Om betegnelsen "løsgænger" kan man på Wikipedia ret pudsigt læse følgende:

- Officielt hedder det ikke om en folkevalgt, at han er løsgænger, men at han står uden for partierne, i Folketinget forkortet UFG (udenfor folketingsgrupperne). Betegnelsen løsgænger er egentlig humoristisk ment, da en løsgænger oprindeligt var betegnelsen for en person uden fast bopæl eller erhverv (vagabonder og prostituerede). Løsgængeri var tidligere strafbart.

Det er det gudskelov ikke i 2021, ej heller at forlade et parti til fordel for et andet. Man har som bekendt et standpunkt til man har et nyt. Og den parlamentariske historie er rig på overrumplende partiskift:

Betegnelsen løsgænger er egentlig humoristisk ment, da en løsgænger oprindeligt var betegnelsen for en person uden fast bopæl eller erhverv (vagabonder og prostituerede). Løsgængeri var tidligere strafbart.
Wikipedia

Pernille Rosenkrantz-Theil fra Enhedslisten til Socialdemokratiet. Jesper Petersen, Mathias Tesfaye og Astrid Krag alle fra SF til Socialdemokratiet. Naser Khader fra de radikale til Ny Alliance/Liberal Alliance nu konservative. Marcus Knuth fra Venstre til Konservative, Rasmus Nordquist fra Alternativet til SF, Uffe Elbæk, Susanne Zimmer og Sikandar Siddique fra Alternativet til Frie Grønne. Anders Samuelsen fra de radikale til Ny Alliance/Liberal Alliance, Simon Emil Ammitzbøll-Bille fra de radikale til Borgerligt Centrum, Liberal Alliance, Fremad og nu løsgænger

Længere tilbage har vi kendte navne som Erhard Jakobsen fra S til CD, Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl fra Fremskridtspartiet til DF og Karen Jespersen fra S til V.

Netop Venstre har som bekendt sagt farvel til Lars Løkke, og alle venter på, at Inger Støjberg også tjekker ud til fordel for Nye Borgerlige eller Dansk Folkeparti, måske?

Hvad skal man som borger mene om denne voldsomme renden af den politiske platform, politikerne oprindeligt stod på?

Der synes at være kroniske person-stridigheder i flere partier og uenighed om den paralamentariske linje i nogle væsentlige enkeltsager. Det er måske i vor tid grund nok?

LÆS OGSÅ: Chefredaktør: Barsk tone får ikke oppositionen tilbage i kampen

Kun meget sjældent synes partiskifte motiveret af større ideologiske forskelle.

I tilfældet Ida Auken er skiftet fra SF til R ikke så bizart, som skiftet fra R til S. Over de senere år har de to partier fjernet sig et stykke fra hinanden ideologisk. Det virker ret "fleksibelt" holdningsmæssigt at kunne skifte overbevisning med den hast, Ida Auken har formået.

Her kommer mit "men". 

Vi skal i et moderne demokrati se åbent på politikere, der helt fundamentalt kommer til et andet ståsted. Det er menneskeligt at rykke sig. Vores holdning til, hvordan samfundet skal udvikle sig og hvad de politiske svar er, kan flytte sig med alderen og den større erfaring, vi får som mennesker.

Men prisen for de skift - og særligt når der er flere af dem - bliver en mistanke om personlig opportunisme. Den mistanke rammer faktisk alle politikeres troværdighed. Er man i politik for egen karrieres skyld eller for at forandre nogle vilkår ud fra det ideologiske ståsted, folk kender en fra?

LÆS OGSÅ: Kommentator: Radikale evner ikke at rumme egne talenter

Troværdighed er en politikers største aktiv. Manglende troværdighed det modsatte. Partisoldater kæmper for en. Hænger valgplakater op og søger at overtale venner og kolleger til at stemme på en kandidat. Ikke for at se kandidaten skifte parti eller forlade sit parti kort efter et valg.

Nuvel, svækkelsen af Venstre og de radikale forstyrrer næppe Mette Frederiksens nattesøvn. Hun har endda lige fået endnu et medlem af den folketingsgruppe, der i alle målinger kun står til at blive større ved næste valg.

Troværdighed er en politikers største aktiv. Manglende troværdighed det modsatte. Partisoldater kæmper for en. Hænger valgplakater op og søger at overtale venner og kolleger til at stemme på en kandidat. Ikke for at se kandidaten kort efter skifte parti
Nicolai Kampmann

Af alle de partiskift, der har været siden valget i juni 2019, synes jeg, at Simon Emil Ammitzbøll-Bille reflekterer bedst over livet. Nemlig, at man i stedet for at befri sig selv eller partihoppe kan skifte bane og prøve noget andet:

- Hvis jeg stopper efter næste valg, har jeg siddet på Christiansborg et sted mellem 16 og 18 år gennem fem perioder. Så man kan vel godt sige, at jeg har gjort min borgerpligt og taget del i folkestyret.

Det har han. Og kun meget få tænker ilde derom.