Kristine Martine Maltesen er 29 år og blev sendt hjem i mandags fra sit job som chauffør hos virksomheden VBT A/S. Foto: Privatfoto

Chaufføren Kristine blev sendt hjem i mandags: 'Jeg er fortrøstningsfuld'

20. mar, 07:00
Titusindvis af danskere bliver sendt hjem eller fyret i disse dage og uger på grund af coronakrisen. A4 Arbejdsliv giver her ordet til en af dem.  
  • Kristine Martine Maltesen

  • 29 år

  • Buschauffør 

  • Bor i Smedstrup ved Gilleleje 

  • Hjemsendt fra sit job hos VBT A/S, som er en af Danmarks største udbydere af patientkørsel og bruger/elevkørsel.    

Serie: Hjemsendt af coronakrisen

Titusindvis af danskere bliver sendt hjem eller fyret i disse dage på grund af coronakrisen. A4 Arbejdsliv vil løbende give ordet til en af dem. Kristine Martine Maltesen er den første.

Hvorfor blev du sendt hjem?

- Vi kører primært handicapkørsel med folk, som skal i aktivering hos kommunen, eller som skal i skole eller på uddannelse, og der kører kun et nødberedskab nu. 

Hvornår blev du sendt hjem?

- Jeg har været officielt ledig siden i mandags. Vi fik alle en mail i weekenden fra ledelsen, hvor der stod, at vi var blevet hjemsendt.

Var I forberedt på det?

- Nej, men det kom ikke ud af det blå. Min tillidsmand har været på i de seneste uger. Han har været i løbende dialog med ledelsen om at finde den bedste løsning for os ansatte.

Hvordan har du det med at blive sendt hjem?

- Jeg har det OK med det, for jeg tænker også på firmaets overlevelse, men man bliver da lidt rastløs, for jeg plejer at være hjemmefra i 12 timer hver dag.

Hvad tænker du om de tiltag, der er blevet sat i søen for at hjælpe virksomheder og folk som dig?  

- Jeg er fortrøstningsfuld, når jeg ser, hvad der bliver gjort. 3F og Dansk Erhverv fandt en løsning sammen allerede i løbet af weekenden, som gjorde det muligt at sende folk hjem og åbne op for a-kasserne.

Hvad betyder hjemsendelsen for din økonomi? 

- Selvfølgelig er der en nedgang i min løn. Det er jo ikke fedt, når man har købt hus for to år siden. Jeg har også en lille datter på tre år at tænke på. Men vi skal nok klare det, for min kæreste går heldigvis stadig på arbejde.  

LÆS OGSÅ: 4.300 nye arbejdsløse 3F'ere på seks dage: 'Jeg har aldrig set noget lignende'

Hvor længe kan I klare jer økonomisk, hvis det her fortsætter?

- Det er faktisk ikke mig, der styrer økonomien herhjemme, så det ved jeg ikke - haha - men min kæreste siger, at vi sagtens kan klare os, og vi har ikke manglet noget i de seks år, vi har været sammen. Når han tager det roligt, gør jeg det også.  Og hvis det her fortsætter, må vi jo omprioritere vores vaner og spare på lyset og så videre. Vi har heldigvis to indtægter.  

Hvordan har du det med at blive sendt hjem for at begrænse coronasmittefaren?

- Det har jeg det fint med. Virussen skal stoppes, og alt kommer tilbage til normalen igen. Det er kun et spørgsmål om tid.

Hvad er din plan i den kommende tid?

- Min plan er at forholde mig afventende og tage en dag ad gangen og følge med i medierne og udmeldingerne fra mit fagforbund.

Hvad savner du?

- Jeg glæder mig selvfølgelig til, at Danmark kommer op at køre igen, og jeg glæder mig til at se mine kolleger og de mennesker, jeg plejer at hjælpe og køre rundt med. 

Har du tænkt dig at søge nyt arbejde?

- Nej. Jeg er er ikke en af dem, der er urolig og ikke kan sove om natten. Selvfølgelig har jeg da vågnet om morgenen i den her uge og tænkt: 'Nu skal jeg på arbejde. Nå nej, det skal jeg jo ikke', men jeg har ikke de store bekymringer. Jeg tror på, at tingene vender tilbage til det normale inden længe.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Arbejdsliv her