Støjoverfølsomhed er blot én af mange af Carsten Holms følgevirkninger, efter han for godt 7 år siden blev ramt af stress på grund af for højt arbejdspres. Foto: Michael Drost-Hansen/HK Privat

Carsten fortsatte trods et hjerte i sygelig galop

4. sep, 14:00
Det har givet både fysiske og psykiske men og kostet på familiefronten, at Carsten Holm i flere år ikke lyttede til sin krop, da arbejdspresset blev for stort, og stressen uventet ramte. I dag ville han ønske, at vi generelt var bedre oplyste om, hvad stress er.

Denne artikel er oprindeligt bragt på HK Privat.dk og bliver publiceret på A4 som en del af et samarbejde. Artiklen er redaktionelt udvalgt og bearbejdet af A4.

At bruge naturen og lave mad sammen med børnebørnene, der på det tidspunkt var henholdsvis 3 og 4 år, var det, Carsten Holm allerhelst ville bruge sin tid på. Men det kunne han pludselig ikke længere. Efter en halv time sammen med de små kunne han ikke engang huske, hvad han selv hed, som han formulerer det, og det tog efterfølgende 3 til 4 dage at komme ovenpå igen, fortæller han til HK Privat.

Støjoverfølsomhed er blot én af mange af Carsten Holms følgevirkninger, efter han for godt 7 år siden blev ramt af stress på grund af for højt arbejdspres.

Da Carsten tilbage i 1996 blev ansat i LO, var det en drøm tilbage fra de sene ungdomsår, der gik i opfyldelse. Med jobbet som konsulent fik han en ”fri spilleplade”, som han formulerer det, til at udfolde sit arbejdsmarkedspolitiske engagement.

LÆS OGSÅ: Ekspert bekymret over lang ventetid på stressklinikker: Som at skulle vente på hjælp til et brækket ben

Han er typen, der har foretrukket fagrapporter frem for skønlitteratur, og han har været dybt engageret i diskussioner om, hvor vidt Foghs kontraktpolitik var til nytte for landets borgere og særligt arbejdsløse. Det til trods har han dog altid holdt fast i, at hans arbejde ikke skulle være hans liv, hvis nogen spurgte.

Jeg hang i med det yderste af neglene på mit job, men samtidig havde jeg oplevelsen af, at hvis jeg slap og sygemeldte mig, som jeg blev anbefalet, ville jeg helt miste forbindelsen - og falde ned i et sort hul
Carsten Holm, stressramt

Han glemte dog bare at leve sit liv sådan. Og i 2013 gik det galt. Pludselig var det ikke med entusiasme, men derimod med galoperende hjertebanken, at han tog imod nye opgaver. I alt for lang tid havde han forsøgt at gribe alle de bolde, der faldt ned - også dem, der ikke var hans egne.

- Jeg er mand af en tid, hvor man lærte, at man bare skal klemme balderne sammen. Nu kan jeg jo godt se, at det ikke er macho - eller hår på brystet - bare at lade stå til, når man har det, som jeg havde det, siger han.

Tog det ikke selv alvorligt nok

Da Carsten efter en lang periode med symptomer, der blev værre og værre, gik til sin praktiserende læge med sine symptomer, talte han om stress og begyndende depression. Carsten blev henvist til psykolog og blev derudover ordineret medicinsk behandling. Desværre tog Carsten selv ikke situationen nær så alvorligt som både sin læge og psykolog.

- Jeg hang i med det yderste af neglene på mit job, men samtidig havde jeg oplevelsen af, at hvis jeg slap og sygemeldte mig, som jeg blev anbefalet, ville jeg helt miste forbindelsen - og falde ned i et sort hul, husker Carsten Holm.

LÆS OGSÅ: Hver fjerde dansker i ny undersøgelse: Jeg føler mig slidt ned

Derfor endte hans samtale med den daglige ledelse i organisationen også med, at de blev enige om, at han skulle fortsætte med at arbejde i det omfang, han kunne og selv sige til og fra. Problemet var bare, at det kunne han ikke.

- Min arbejdsgiver ville jo kun være venlig og gøre det rigtige - derfor sagde den daglige ledelse mig heller ikke imod. Men det, jeg havde brug for på det tidspunkt, var jo netop en leder, der havde sagt, den går ikke Granberg, konstaterer Carsten Holm.

- Så havde jeg måske sluppet for at hutle mig igennem de efterfølgende 3-4 år.

Stress skal afmystificeres

Carsten Holm er ikke i tvivl om, at vi herhjemme er nødt til at være meget bedre informeret om, hvad stress er for en sygdom, hvis vi skal det stigende antal sygdomsramte til livs. Det havde hjulpet ham selv til at tage det mere alvorligt, men også samfundet generelt - og i særdeleshed arbejdsgiverne, som han generelt mener bør bære en større del af ansvaret.

- Der er ingen tvivl om, at jeg selv bærer en stor del af ansvaret for vejen frem til, at min krop sagde fra, men når først man er ramt af stress, er andre nødt til at tage kontrollen. Hvis de skal gøre det, er de nødt til at have den nødvendige viden, inden det ender der. Min arbejdsgiver var famlende, ikke af ond vilje - slet ikke - men simpelthen fordi ledelsen ikke vidste nok, fortsætter Carsten Holm.

Som min psykolog forklarede det; du lyttede ikke, da din krop prøvede at vise det med en depression, så nu prøver den med angst
Carsten Holm, stressramt

Derfor er han også stor fortaler for, at der kommer en stressbekendtgørelse, der slår fast, hvem der har ansvar - uden dermed at udpege skyld, for det nytter ifølge Carsten Holm ikke noget.

Han ser efteruddannelse i psykisk arbejdsmiljø som en god mulighed for at klæde både medarbejdere og ledere bedre på til at håndtere opgaven. Og så mener han, at alle arbejdspladser bør have en stresspolitik, der gør det klart, hvad der bør gøres i forskellige situationer og scenarier.

- Jeg er ikke tilhænger af standardløsninger, men vi er på den anden side nødt til at afmystificere stress og systematisere det i en eller anden form. Jeg er sikker på, at det havde nyttet, hvis min arbejdsgiver havde haft en større bevidsthed, da jeg var til samtale med dem første gang, siger han.

Angstanfald på terrassen

Efter 2 år med medicin mod depression og 3 år med samtaler hos en psykolog havde Carsten Holm en periode, hvor han, når han ser tilbage, egentlig ikke kan huske, hvor godt han havde det. Men han opfattede i hvert fald ikke sig selv som syg. Men en eftermiddag på terrassen i 2018 blev han ramt af
et akut og meget voldsomt angstanfald, igen udløst af stress.

LÆS OGSÅ: Du kan opbygge stress på kort tid: Tjek disse symptomer

Carsten Holm selv var i situationen uforstående over for, at sygdommen ramte ham igen, men han konstaterer, ”at tilbage i samme job vandt engagementet endnu engang over mine egne grænser”.

- Som min psykolog forklarede det; du lyttede ikke, da din krop prøvede at vise det med en depression, så nu prøver den med angst, siger Carsten Holm.

Carsten, der nu er 64 år, arbejder fortsat i samme job, et arbejde han stadig brænder for. Han lider af hukommelsesbesvær, søvnløshed og støjoverfølsomhed, men er blevet langt bedre til at sige fra, og han er stoppet med at piske sig selv for at være ”et skvat”. Som han siger ”jeg kan se enden på mit arbejdsliv”.

Han er meget opmærksom på hvilke situationer, der kan udløse en ny reaktion, men uden at være bange for, at de kommer. For det vil de.

I det private er 2 børnebørn blevet til 3, og selv om de er blevet ældre og deres begejstrede leg mere lavmælt, forsøger Carsten Holm og hans kone i så vid udstrækning som muligt kun at have dem enkeltvis, selv om de ville ønske, det kunne være anderledes.

- Vi er nødt til at finde løsninger sammen, men det er klart, at det her også går - og er gået - hårdt ud over mine nærmeste også.