Palle Bisgaard, næstformand i 3F's byggegruppe. Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Scanpix

Ny byggeoverenskomst skuffer på mindsteløn: 'Jeg deler frustrationen til fulde'

17. mar, 09:06
Byggeriets ansatte fik tirsdag ny overenskomst, der langtfra leverer den stigning i mindstelønnen, som 3F havde krævet. 'Jeg forstår så udmærket, hvis folk er frustrerede', siger næstformand i 3F's byggegruppe, Palle Bisgaard.

Kære læser

Denne artikel har vi nu åbnet uden betingelse om abonnement. A4 Medier er som alle andre virksomheder udfordret af den aktuelle coronakrise og mister indtjening. Vi vil sætte pris på, at du nu eller senere vil overveje at støtte vores journalistik ved at blive abonnent.

- En bizar situation, hvor alting er vendt mere eller mindre på hovedet. 

Sådan beskriver Palle Bisgaard, næstformand i 3F's byggegruppe, forløbet omkring de seneste dages forhandlinger i Forligsinstitutionen, hvor fagforbundets forhandlingsudvalg har skullet nå til enighed med Dansk Byggeri om en ny overenskomst for mere end 60.000 ansatte i byggeriet.

LÆS OGSÅ: Danske giganter sender svage ansatte hjem med fuld løn 

Allerede inden forhandlingerne havde 3F meldt klart ud, at forbundet krævede et løft af mindstebetalingssatsen i byggeriet med op mod 30 kroner. 

Den dagsorden er dog i den seneste uge blevet overhalet af coronakrisens nedlukning af store dele af Danmark med dyb økonomisk usikkerhed til følge. 

Coronavirussets aftryk på den endelige byggeoverenskomst er da også umiskendeligt, erkender Palle Bisgaard. 

- Ingen af de sammenhænge, der normalt gælder, har været i spil i den sidste fase af de her forhandlinger. Derfor gik vi også til Dansk Byggeri med en erkendelse af, at vi var nødt til at lave et forlig. Vi har landet en aftale, der er en god aftale, under de omstændigheder, der gælder nu, siger Palle Bisgaard til A4 Arbejdsliv. 

- Men jeg vil også være helt ærlig og sige, at vi har kæmpet for noget andet, og vi havde en anden dagsorden, tilføjer næstformanden. 

Han slår fast, at den nye overenskomst indeholder en lang række elementer, der kommer landets byggearbejdere til gode. 

Prislisterne for håndværkere på akkordarbejde hæves med 6,3 pct i de tre år, overenskomsten løber, mens også den såkaldte søgne- og helligdagskonto, der er byggeriets svar på industriens fritvalgskonto, stiger med én pct. per år. 

En konflikt i den her situation, havde været en umulighed
Palle Bisgaard, næstformand, 3F's byggegruppe

Mindre kønt ser det med 3F-øjne ud, når man kigger på stigningen i mindstelønnen, der viser 7,50 kroner over tre år.

Det lykkedes heller ikke forbundet at komme igennem med et såkaldt akkord-afsavnstillæg, der ellers ville kunne bruges til at hæve lønnen for de byggeriansatte, der ligger på overenskomstens absolutte minimum. 

- Vi havde en dagsorden, der hed social dumping, og den kom vi ikke igennem med, konstaterer Palle Bisgaard. 

'Corona eller ej – jeg stemmer nej'

I flere grupper på Facebook deler byggearbejdere og andre fagligt aktive deres frustrationer over, at den nye overenskomst ikke indeholder de stigninger af mindstebetalingssatsen, som 3F havde krævet ved forhandlingernes start. 

- Jeg ved, at det burde være bedre, så jeg vil stemme nej til forliget. Ikke som opposition til os selv og vores gode forhandlere, men som et signal til Dansk Byggeri om, at vores kamp mod social dumping ikke er slut, skriver Claus Westergreen, formand i 3F Bygge, Jord og Miljøarbejdernes fagforening på sin Facebook-profil. 

Andre stemmer i under parolen 'Corona eller ej – jeg stemmer Nej!'.

Palle Bisgaard, hvad vil du sige til de medlemmer, der tænker, at de ikke har fået det, de var blevet stillet i udsigt, når det kommer til en hævelse af mindstebetalingen? 

- Jeg vil sige til dem, at jeg forstår deres frustration og deler den til fulde, og det ved jeg, at hele forhandlingsudvalget gør. Situationen blev bare meget hurtigt en fuldstændig anden, end det vi havde regnet med, siger Palle Bisgaard. 

LÆS OGSÅ: Ekspert om byggeriforlig i coronakrise: 'Det bedst tænkelige i en utrolig svær situation'

- Den dagsorden, vi havde sat, blev vi nødt til at lave om. Sådan er virkeligheden desværre nogle gange, at den ændrer fuldstændig den sammenhæng, som tingene bliver lavet i. Det skete for os, og det er en kæmpe frustration.

- En konflikt i den her situation, havde været en umulighed. Vi havde valget mellem selv at lave et forlig, eller blive samlet op af et mæglingsforslag, som vil blive stemt igennem i den situation, vi står i, uddyber han. 

Ifølge Palle Bisgaard står 3F's byggegruppe og forhandlingsudvalget bag forliget styrket trods det skuffende resultat. 

- Alle kan se, at den analyse, vi lavede af situationen, var rigtig. Og analysen var, at den eneste mulighed var at lave så godt et forlig som muligt i lyset af den situation, vi stod i, mener han. 

Jeg er ikke bekymret for, hvordan vores medlemmer tænker. Det er kloge og forstandige mennesker, som sagtens kan se sammenhængene i det her
Palle Bisgaard, næstformand, 3F's byggegruppe

- Og jeg mener, at vi er lykkedes med at skabe en bred forståelse for de udfordringer, vi står med i byggeriet, hvor overenskomsten reelt er sat ud af spil for en stor del af de udenlandske ansatte. Det er derfor, vi ville flytte pengene fra de højtlønnede til de lavtlønnede, og det tror jeg er en dagsorden, der taler direkte ind i folkestemningen og ind i vores medlemmers hverdag, understreger Palle Bisgaard. 

Frygter ikke et nej 

Selvom den nye overenskomst for de ansatte i byggeriet altså langtfra blev, som 3F havde håbet på, frygter Palle Bisgaard ikke, at forbundets medlemmer stemmer nej til det nye forlig. 

Det skete senest i 2017, hvor modstanden mod en bestemmelse om 42 timers arbejdsuge i byggeriet blev drivkraften bag en højrøstet og ganske effektiv nej-kampagne.

- Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg, at vi får et stort ja. Det tror jeg fordi, langt de fleste bygningsarbejdere er fornuftige og tænksomme mennesker, der godt kan se, at det her var den eneste mulighed, der var tilbage, siger han. 

Ifølge Palle Bisgaard er det dog et alvorligt problem, at 3F's byggegruppe på grund af de mange tiltag mod coronasmitte er afskåret fra at tage rundt i landet og drøfte resultatet med forbundets medlemmer. 

- Normalt ville de næste to måneder af vores dagligdag gå med at tage ud til medlemmerne på deres arbejdspladser og fortælle dem om forliget, og hvorfor det endte, som det gjorde. Det kan vi ikke nu, og det er da enormt irriterende, siger Palle Bisgaard. 

LÆS OGSÅ: Byggechef om ny overenskomst: Vi har ikke brugt coronakrisen i forhandlingerne

- Så jeg er da bekymret for, om vi kan komme langt nok ud. Men jeg er ikke bekymret for, hvordan vores medlemmer tænker. Det er kloge og forstandige mennesker, som sagtens kan se sammenhængene i det her, understreger han.