20200115-172347-1-1920x1280we__1_
nullFoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Buschauffør hårdt kvæstet i ulykke

14. apr 2021, 10:35
Motorvejen ved Svenstrup er onsdag morgen spærret i nordgående retning på grund af en alvorlig ulykke.

En buschauffør er kommet alvorligt til skade i en ulykke på E45-motorvejen ved Svenstrup, der ligger syd for Aalborg.

Det fortæller vagtchef Poul Fastergaard fra Nordjyllands Politi.

Ulykken skete, da bussen kørte op bag i en autotransport. Der var fire passagerer i bussen. De er ikke kommet alvorligt til skade og kunne selv komme ud af bussen.

Chaufføren skulle derimod hjælpes fri og er blevet kørt på Aalborg Universitetshospital i kritisk tilstand.

- Føreren er svært tilskadekommen, siger vagtchefen.

Politiet fik anmeldelsen om ulykken kort før klokken 9, og motorvejen blev spærret i nordgående retning på grund af ulykken. Omkring to timer senere er politi og redning færdige på stedet, og vejen er genåbnet.

Der er dog kø, og normal trafik ventes først efter middag, fremgår det af Vejdirektoratets hjemmeside.

Blandt andet var en bilinspektør på stedet for at undersøge ulykken. En bilinspektør bliver tilkaldt, når der er tale om ulykker med alvorlig personskade.

/ritzau/