Kate_Kengen_2
Formand for de HK-ansatte ved landets domstole, Kate Kengen, er træt af at høre de smukke ord fra politikerne. Hun vil have flere medarbejdere ansat ved de pressede domstole Foto: Privatfoto

Bunkerne svulmer ved domstolene

25. mar 2021, 18:24
Der er for få hænder til alt for mange sager efter et hårdt år for domstolene grundet corona og et fortsat stigende antal sager. Det viser en ny årsrapport. Politikerne kender problemet og nu må de smukke ord erstattes med handling, mener Kate Kengen fra HK Danmarks Domstole.

Denne artikel er oprindeligt bragt på HK Stat og bliver publiceret på A4 som en del af et samarbejde. Artiklen er redaktionelt udvalgt og bearbejdet af A4.

Det vælter ind med sager til landets domstole, og ventetiderne stiger og stiger. Særligt på strafferetsområdet er det svært at finde plads til de tusindvis og atter tusindvis af sager. Det viser årsrapporten fra Danmarks Domstole for 2020, skriver HK Stat.dk.

- Presset er meget betydeligt på straffesagsområdet og har været det i de seneste år. Det udfordrer retterne og indebærer, at sagsbehandlingstiderne stiger, og sagsbunkerne vokser. Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, sagde Kristian Hertz, direktør i Domstolsstyrelsen for nylig til Ritzau.

LÆS OGSÅ: Minister bekymret: Domstole bagud med tusindvis af sager

Den direkte konsekvens er, at både ofre og tiltalte skal vente længe, før deres sager bliver afgjort.

Har råbt op længe

Regeringen og flere partier indgik i december en aftale om et politiforlig, som giver flere kræfter både til politiet og anklagemyndigheden. Men domstolene fik ikke den hjælp, de havde håbet, og det fik dommernes formand til at skrue op for kritikken.

- 13 millioner årligt forslår desværre slet, slet ikke (..) Der skal helt andre ting til, ellers går det galt, skrev Dommerforeningens formand Mikael Sjöberg i december til justitsministeren.

LÆS OGSÅ: Opråb fra tidligere retspræsident: Domstolene skal have milliarder for at undgå totalt sammenbrud!

Og årsrapporten fra Domstolsstyrelsen bekræfter nu de dystre udsigter. Det næste år ventes sagsbehandlingstiden at stige endnu mere, og det har fået Foreningen af Offentlige Anklagere (FOAN) til at opfordre Folketingets politikere og regeringen til at tage problemet alvorligt – og at få gjort noget.

- Det nytter ikke, at vi producerer en masse sager, som så bare ligger stille ved domstolene. Vi håber, at de får tilført midler, så sagsbunkerne kan komme ned, siger Line Scharf, formand for FOAN til Ritzau.

I løbet af sidste år modtog byretterne cirka 228.000 straffesager – altså sager om for eksempel vold, narko, voldtægt, drab og bandekriminalitet. Det er en stigning på godt 20 procent siden 2017. Byretterne fik samtidig flere end 20.000 domsmandssager, hvilket ifølge Ritzau er det højeste nogensinde.

LÆS OGSÅ: Advokat advarer om nedsmeltning i arbejdsskadesystemet: "Den eneste, der får noget ud af det, er min lønkonto"

- Jeg synes, at der har været råbt op om situationen længe. Man kan ikke sige, at politikerne ikke har været bekendt med, at sagsbehandlingstiderne vokser, siger Line Scharf.

En dråbe i havet

HK Stat har i lighed med FOAN, Dommerforeningen og andre organisationer flere gange peget på problemerne med flere, større og mere komplekse sager. Også i 2020 deltog HK Stat i flere møder med Folketingets Retsudvalg, justitsminister Nick Hækkerup og en række retsordførere.

LÆS OGSÅ: Millionbeløb på vej til trængte dommere: 'Det er langtfra nok'

Formand Kate Kengen fra HK Landsklubben Danmarks Domstole mener, at de få ekstra midler politikerne har afsat er en dråbe i havet, som slet ikke løser problemerne. Hun er derfor enig i, at der skal handling bag ordene fra justitsministeren.

- Der er kommet så mange smukke ord fra politikerne, men nu må der ske noget. Vi har rigtig travlt og har brug for flere hænder. Og ikke kun nye dommere, men også kontorfunktionærer, så de nye dommere ikke ender med at lave administrativt arbejde. Vi har brug for et løft til alle faggrupper, siger Kate Kengen.