Bryder lockdown: Fabrikker kalder ansatte på job fra lukkede kommuner

9. nov 2020, 13:29
Flere fabrikker beordrer deres ansatte at komme på arbejde, selv om de bor i syv nordjyske kommuner, som skulle være lukket. Vores kolleger er bange, siger tillidsrepræsentanter.

Syv nordjyske kommuner skulle være lukket helt ned, men nu viser det sig, at flere fabrikker kalder deres ansatte på job på tværs af kommunegrænser.

Det skriver Fagbladet 3F.

I torsdags meldte statsminister Mette Frederiksen (S) ellers ud, at al rejseaktivitet mellem de syv kommuner og resten af landet skulle stoppe omgående.

- Det er en meget kraftig anbefaling, at folk bliver i egen kommune. Og selvfølgelig forventer vi, at folk efterlever det, sagde hun.

Men hos Hagens Fjedre i Støvring er det lige præcis, hvad der bliver krævet af de ansatte, fortæller tillidsrepræsentant Laila Nielsen.

Selv om fabrikken ligger udenfor den lukkede zone, har ledelsen pålagt de ansatte fra de syv lukkede kommuner at køre på job i Støvring.

- Vi har fået at vide, at alle skal møde ind i produktionen, selv om flere af vores kolleger pendler ind fra de kommuner, der er lukket. Henrik (Hagens, direktøren, red.) har også sagt, at hvis der er nogen, der ikke har det godt med at gå på arbejde, så er det for egen regning, forklarer Laila Nielsen.

- Jeg havde et helt andet billede af, hvordan tingene skulle være, da vi så statsministeren sige, at Nordjylland skulle lukkes ned. Så troede jeg, at folk skulle blive hjemme.

Svært at finde ud af

Laila Nielsen fortæller, at de ansatte på Hagens Fjedre har svært ved at finde ud af, hvordan de skal agere overfor hinanden. Og det er gået ud over de ansatte, som er tvunget til at krydse de lukkede kommunegrænser.

Også hos Envases i Hjallerup, som ligger i den lukkede Brønderslev Kommune, er de ansatte blevet kaldt på arbejde, fortæller tillidsmand Per Aaen Jeppesen.

- Vi har fået at vide, at alle de, der bor udenfor de lukkede kommuner, kan blive hjemme. Men vi andre skal møde ind, også selv om vi ikke bor i Brønderslev Kommune, forklarer han.

Ifølge Per Aaen Jeppesen skaber det uro på arbejdspladsen, fordi flere ansatte helst så, at de skulle blive hjemme for at sikre, at smitten med den særlige minkvariant af coronavirus ikke spreder sig.

Hos Hagens Fjedre erkender direktør Henrik Hagens, at han har kaldt sine ansatte i produktionen på arbejde, selv om de bor i den lukkede zone.

- Det er korrekt, at vi i dag (fredag, red.) har informeret medarbejderne om, at vi sender nogle medarbejdere hjem, og så er der andre, som vi er nødt til at beholde på virksomheden. Af de, der skal møde på arbejde, er nogen fra de berørte kommuner, siger han.