20201026-180421-L-1920x1280we
Søren Brostrøm. Sundhedsstyrelsens direktør, forventer, at vaccinen af danskerne vil tage det meste af 2021 at gennemføre. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Coronavaccination vil tage det meste af 2021

TEMA: Corona i Danmark
26. nov. 2020 19.40
Coronavacciner vil gradvist blive leveret, og alle kan derfor ikke blive vaccineret med det samme.

Leveringer af coronavacciner ventes gradvist at komme til Danmark i 2021, og alle vil derfor ikke kunne blive vaccineret i første omgang.

Det kan tage det meste af 2021, før alle danskere, der ønsker det, er vaccineret. Det vurderer Thomas Senderovitz, der er direktør for Lægemiddelstyrelsen, på et pressemøde torsdag aften.

- Det er ikke få måneder. Det er det meste af et år, før vi begynder at nå derhen. Man skal væbne sig med noget tålmodighed, lyder det fra direktøren.

Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, stemmer i med, at han vil blive glad, hvis det bliver inden for et år.

På pressemødet blev Danmarks foreløbige strategi for vaccination af befolkningen mod covid-19 præsenteret.

Alle danskere vil få tilbudt en vaccine, når en sådan er godkendt, men da leveringerne ventes gradvist, vil personer i øget risiko for alvorligere forløb mod covid-19 få tilbuddet først.

Det er ældre, kronisk syge og frontpersonalet i sundheds- og ældreplejen. Gruppen udgør omkring 1,5 millioner mennesker, og derfor vil der også ske en prioritering heri.