Formand for Flyvebranchens Personale Union, Thilde Waast, er bekymret for flybranchen. (Arkivfoto) Foto: Tt News Agency/Reuters/Ritzau Scanpix og Erik Refner/Ritzau Scanpix

Flybrancheformand frygter konkurser: Vidner om blodbad

28. apr, 15:56
Det bliver en ny virkelighed for personalet, når flybranchen engang vender tilbage til en ny normal på den anden side af coronakrisen. Sådan lyder vurdering fra formanden for Flyvebranchens Personale Union.

- Det er råt det her, og det vidner jo om det blodbad, der er i gang i kølvandet af coronakrisen.

LÆS OGSÅ: Kendt politiker er blevet far - Afslører specielt navn

Sådan siger formand for Flyvebranchens Personale Union, Thilde Waast, til A4 Arbejdsliv om dagens udmelding fra SAS om kommende massefyringer af i alt 1.700 ansatte.

Hun mener, at flybranchen er vågnet op til en ny virkelighed, hvor meget er forandret, og hvor fremtiden byder på kampe. 

- Jeg tror, vi kommer til at se et helt andet arbejdsmarked for personalet i flybranchen fremover. Det er jo ikke usædvanligt, at man kigger på løn- og ansættelsesvilkår for personalet, når økonomien halter, siger Thilde Waast og fortsætter:

-  I det hele taget kan det få alvorlige konsekvenser for jobkvalitet og tryghed, når en branche er presset. Det er ikke usædvanligt, at det er medarbejderne, der skal trække det tunge læs, når kriser rammer. Så man kan levende forestille sig, at vi kommer til at bruge et par år på at tage nogle kedelige kampe med selskaberne.

De kampe kan der nå at blive mange af. Lader man sig skræmme af tidligere lignende kriser i Danmark og resten af verden, så er der nemlig, forklarer formanden, meget der tyder på, at flybranchen skal kæmpe med efterdønningerne af coronakrisen i en rum tid.

- Efter finanskrisen tog det os næsten ti år at få stabiliseret arbejdsmarkedet med de nye aktører, der etablerede sig uden overenskomst. Så det bliver nok også nogle år den her gang, men vi ved ikke om det bliver to, tre eller ti år, siger hun.

Udenlandske aktører på vej

Derfor er vi muligvis også kun i den spæde fase af konsekvenserne, forklarer hun med henvisning til, at vi nu ser fyringer som første konsekvens, der måske varsler, at mere er på vej.

- Vi var de første til at lukke grænserne ned, og vi får ikke politiske meldinger om, at grænserne åbner igen foreløbig. Så det har lange udsigter. På den korte bane betyder det fyringer, men på den længere bane vil det måske betyde konkurser, siger hun.

Thilde Waast forklarer, at det formentlig vil betyde, at der i fremtiden bliver langt mindre skandinavisk luftfart, hvilket både rammer erhvervslivet, rejselystne borgere og formandens medlemmer, der trues af arbejdsløshed i fremtiden.

Det kan samtidig trække en anden konsekvens med sig. At andre aktører benytter lejligheden til at gå ind og overtage de markedsandele, som de skandinaviske selskaber ikke formår at holde fast i, forklarer hun.

- Det kan udspille sig ved, at de flyver udefra og ind og tager passagerer med, hvilket ikke skaber jobs i Danmark. Men det kan også betyde, at vi ser nogle flyselskaber etablere sig i Danmark med nogle helt andre traditioner og med rødder i en helt anden kultur, siger hun og fortsætter:

- Det har vi set før, og vi har set, at det kan være ret vanskeligt at få udenlandske selskaber til at forstå, hvordan vi gør tingene i skandinavien.

LÆS OGSÅ: Sverige - 81 døde med coronavirus på et døgn