20200220-162855-3-1920x1920we
Borgmester Benedikte Kiær kan "simpelthen ikke forstå", at Helsingør ikke kan få samme hjælp som Nordjylland. (Arkivfoto) Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Borgmestre anklager regeringen for forskelsbehandling

10. dec 2020, 06:31
Nedlukningsramte borgmestre kan ikke forstå, hvorfor Nordjylland fik en hjælpende hånd, når de ikke gør.

En række nedlukningsramte borgmestre retter heftig kritik mod regeringen, efter at nye coronarestriktioner trådte i kraft onsdag.

Det skriver Berlingske.

Ifølge borgmestrene har virksomhederne i hovedstaden og de 37 andre berørte kommuner ikke samme adgang til hjælp, som da Nordjylland lukkede ned.

Dermed mener borgmestrene, at regeringen forskelsbehandler kommuner.

Mens regeringen var klar med en hjælpende hånd til alle virksomheder, der var påvirkede af nedlukningen i Nordjylland, er det i de 38 kommuner kun de tvangslukkede erhverv, der har adgang til kompensation.

Det betyder blandt andet, at hoteller må fyre deres medarbejdere, fordi gæsterne melder afbud, mens detailhandlen flere steder forventer stærk nedsat aktivitet.

Det får borgmester for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i Københavns Kommune, Cecilia Lonning-Skovgaard (V), til at reagere.

Hun mener ifølge Berlingske, at det er "meget ulykkeligt", at regeringen "konsekvent fortsætter med denne forskelsbehandling af København".

- Vi har set det hele året. Markant hårdere nedlukning hos os i foråret og sommeren, end man så mange andre steder.

- Jeg kan godt forstå, hvis vores restauranter, cafeer og hoteller efterhånden synes, at det er for meget af det gode, siger Lonning-Skovgaard til avisen.

I nedlukningsramte Helsingør måtte det lokale Hotel Marienlyst onsdag fyre 200 medarbejdere ud af 373, fordi det ikke kan få hjælp.

Borgmester i kommunen, Benedikte Kiær, kan "simpelthen ikke forstå", at Helsingør ikke kan få samme hjælp som Nordjylland.

Den konservative borgmester bliver bakket op af blandt andre den socialdemokratiske borgmester i Odense Kommune, Peter Rahbæk Juel.

Berlingske har forsøgt at få en kommentar fra erhvervsminister Simon Kollerup (S), men det har ikke været muligt.

/ritzau/