Bj__rstorp_Olafur_Steinar_Gestsson_RScanpix
- Det er jo ikke børnene og skoleeleverne. Hvorfor slår man ned på dem? De var så glade for at komme i skole. Det fatter jeg simpelthen ikke, siger borgmester Ole Bjørstorp til TV2. (Arkivfoto) Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Borgmester kalder skolelukning i Ishøj for vanvittig

13. feb 2021, 9:53
På grund af høje smittetal har myndighederne besluttet at sende de yngste elever i Ishøj hjem.

Ifølge Ishøjs borgmester er det en "vanvittig beslutning" at sende de yngste skolebørn hjem i kommunen.

Det siger han til DR og TV2.

- Det er jo de voksne, der har smitten.

- Det er jo ikke børnene og skoleeleverne. Hvorfor slår man ned på dem? De var så glade for at komme i skole. Det fatter jeg simpelthen ikke, siger borgmester Ole Bjørstorp til TV2.

Fredag aften meddelte sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i en pressemeddelelse, at myndighederne har besluttet at lukke alle skoler i Ishøj. Det skyldes stigende smittetal i kommunen.

Siden mandag har de mindste klasser i hele landet modtaget fysisk undervisning på skolerne. Dermed nåede børnene i 0. til 4. klasse i Ishøj Kommune kun at være tilbage i skolen i fem dage.

Til TV2 siger Ole Bjørstorp, at han ikke var blevet varslet om hjemsendelsen af de yngste elever, inden medierne blev informeret om tiltaget fredag aften.

Ishøj Kommune er i øjeblikket kommunen med det højeste smittetal. Ifølge Statens Serum Instituts opgørelser, har der i Ishøj den seneste uge været 71 tilfælde af covid-19.

Det giver et incidenstal på 310 for hver 100.000 indbyggere.

Ud over at sende 0. til 4. klasserne hjem, sender sundhedsmyndighederne 100 personer fra smitteopsporingen til Ishøj.

Eleverne er indtil videre hjemsendt til og med 28. februar, hvor resten af landets restriktioner udløber. Det vil sige, at eleverne i Ishøj i praksis kun er hjemsendt i uge 7, da de har vinterferie i uge 8.

Til DR siger Ishøjs borgmester, at myndighederne bør fokusere på boligområderne i kommunen i stedet for skolerne.

Det er ikke de små elever, der bærer smitten frem, mener han.

- Så sæt da ind over for familierne og boligselskaberne og gør noget der, men det er ikke det, man gør. Halvdelen af vores skoleelever bor jo ikke sådan et sted. De bor andre steder, siger Ole Bjørstorp til DR.

/ritzau/