Borgmester til Dennis Nørmark: Jobcentrene holder både samtaler og får folk i job

25. apr 2020, 07:30
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning og ikke et udtryk for A4’s holdning.
Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected]

Opdateret 27. april med Dennis Nørmarks korte svar til Cecilie Lonning-Skovgaard

DENNIS NØRMARK BESKYLDER MIG i en klumme for at sælge ’irrelevante produktivitetstal’ frem for at fokusere på konkrete resultater i vores beskæftigelsesindsats i København.

LÆS OGSÅ: Dennis Nørmark: Pas på, når politikere sælger irrelevante 'produktivitetstal'

Her tager han fejl. For jeg ’sælger’ ikke noget. Jeg fremlægger resultater.

Jeg kunne i mit opslag selvfølgelig have nævnt, at vi i vores nye jobcenters første år har hjulpet mere end 40.000 københavnere videre i job eller uddannelse.

Det er vores kerneopgave. Det er, hvad borgerne ønsker af os. Og det leverer vi på.

Bundlinjen er københavnernes tilfredshed med indsatsen og den virkelighed, at jeg som politiker er på valg
Cecilia Lonning-Skovgaard (V), beskæftigelses- og integrationsborgmester, Københavns Kommune

Men når Dennis Nørmark (DN) mener, at jeg bare fremhæver aktiviteter frem for resultater, så er det en alt for firkantet betragtning. Aktiviteter i et jobcenter, der kan måles, GIVER resultater. Intet kommer af sig selv, og når vi hjælper borgere i job og uddannelse, så sker det bl.a. gennem samtaler, gode råd og vejledning. Samtaler og indfrielsen af kerneopgaven er ikke hinandens modsætninger. De er to sider af samme mønt.

LÆS OGSÅ: Kommuner plukker de laveste frugter: Reform har gjort de svagestes vej til job længere

JEG VIL MENE, at DN i sit indlæg afslører, at der måske er lidt for lang afstand fra hans akademiske elfenbenstårn til reel viden om den konkrete virkelighed i beskæftigelsessystemet.

En udsat borger, der har været på kontanthjælp i over 10 år, og både har et misbrug og social angst, kommer ikke bare lige uden videre i arbejde. Det kræver faktisk både møder og koordinering frem og tilbage mellem de medarbejdere, der forsøger at få personen videre i livet, og dem, der eventuelt kan tilbyde et job.

At tro andet er en fejl, der bunder i manglende indblik i de lediges forhold og en manisk jagt på at afsløre pseudoarbejde i det offentlige.

Dennis Nørmark filosoferer også over, at en kommune kan føle sig nødsaget til bare at måle på et eller andet, fordi den ikke har en bundlinje som i det private. Men jo, det har vi faktisk: Bundlinjen er københavnernes tilfredshed med indsatsen og den virkelighed, at jeg som politiker er på valg. Så borgernes tilfredshed med mig og mine kolleger i Københavns Beskæftigelses- og Integrationsudvalg er i høj grad en bundlinje – og én, der konkret bliver evalueret til næste år, hvor vi igen har kommunalvalg.

Hvis Dennis Nørmark trænger til at komme lidt væk fra tasterne og ud i virkeligheden, er han velkommen på jobcenteret. Så vil han opleve en virkelighed, der er meget langt fra pseudoarbejde
Cecilia Lonning-Skovgaard (V), beskæftigelses- og integrationsborgmester, Københavns Kommune

Og stik mod, hvad DN tror, så viser vores seneste tilfredshedsmåling på jobcenteret, lavet af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, faktisk, at de mest udsatte borgere er meget tilfredse med Jobcenter København. De er tilfredse med deres seneste samtale i jobcenteret, med oplevelsen af at blive inddraget af sagsbehandleren og muligheden for at spørge om ting, de er i tvivl om eller ikke forstår.

LÆS OGSÅ: Formand for socialrådgivere: Der er ikke job til folk på kontanthjælp

Indrømmet, tilfredshed blandt de ledige kan aldrig være målet i sig selv, men det er forudsætningen for det samarbejde, der fører til, at den enkelte kan se sig selv i et fremtidigt job, og tror på, at der er gode kræfter, der skubber på.

SÅ JO, JEG KAN LOVE FOR, at der er meget langt fra ’floskler og glaseret sludder’ til, hvordan vi måler vores arbejde i jobcentrene. Hver dag knokler vores medarbejdere for at hjælpe mennesker videre i livet, og det sker med benhårdt fokus på kerneopgaven: at de skal i job og uddannelse. At beskylde dem for blot at rende rundt for at få ”tallene” til at se gode ud, er i bedste fald en uoplyst fornærmelse.

Jeg er enig i, at vores arbejde først og fremmest skal måles på, om vi kan få borgere i arbejde og uddannelse. Og her mener jeg, at 40.000 faktisk er en pæn slat.

LÆS OGSÅ: Professor: Coronakrisen skubber udsatte danskere ud af arbejdsmarkedet

Og vi får en ny chance for at bevise, at vi kan udføre opgaven, når vi skal have alle de københavnere, der er blevet ledige under coronakrisen, tilbage i job igen.

Det er en enorm opgave, som vi går ind i med krum hals, og som vi gerne vil måles på bagefter.

Og hvis Dennis Nørmark trænger til at komme lidt væk fra tasterne og ud i virkeligheden, er han velkommen på jobcenteret. Så vil han opleve en virkelighed, der er meget langt fra pseudoarbejde.

Dennis Nørmark har 27/4 skrevet dette svar til Cecilia Lonning Skovgaaard

I sit svar fastholder beskæftigelsesborgmester, Cecilia Lonning-Skovgaard, at jobcentrene har hjulpet 40.000 DKK i arbejde. Der er en grund til, at borgmesteren skriver ”hjulpet” for ifølge Danmarks Statistik er det kun 8 procent, der får job igennem jobcentrene. Derfor er det nok kun lidt under 4000 beskæftigede, der kan henføres til kommunens jobcenter, hvilket giver en pris på op imod en halv million per beskæftiget.

Penge brugt på handleplaner, samtaler og møder, der altså kun i begrænset grad hjælper. Ifølge Lars Skipper, lektor i økonomi på Aarhus Universitet, som har forsket i jobcentrenes evne til at få ledige i job, stjæler jobcentre primært folks tid. Man ville få lige så god effekt ud at af samle ledige i en hal klokken otte om morgenen og bede dem gå hjem kl. 15.30. Men mon ikke også beskæftigelsesborgmesteren bare affejer ham som en akademiker i et elfenbenstårn?

Men lad nu det være. Mit ærinde er faktisk ikke Lonning-Skovgaards forvaltning isoleret set, men mere at advare imod at lade sig dupere af proces, aktivitets- og produktivitetstal fremfor af direkte resultater. Det er det, som politikere bør fokusere på i stedet for at indoptage systemets logik og mærkværdige sprogbrug. Cecilia Lonning-Skovgaard synes, at jeg lyder som verdensfjern akademiker. Hellere det end at lyde som en politiker, der er blevet opslugt af systemet og trækker tal frem, der er uden relevans for kommunens borgere. Men som passer ind i en overadministreret velfærdsstats Excelark-logik.