20181102-150045-2-1920x1279we
Myndighederne har indkøbt selvtest, så det bliver muligt for børn at blive testet to gange om ugen derhjemme, når eleverne skal møde fysisk i skole fra onsdag. Men testopfordringen gælder kun fra 1. klasse og op. (Arkivfoto) Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Manglende test af elever i børnehaveklasser vækker undren:
Vi skal også kunne gå trygt på arbejde

5. jan. 2022 05.44
Børnehaveklasseforeningen er uforstående over for, at myndighederne ikke opfordrer til test af 0.-klasser.

Det giver ikke mening, at børnehaveklasser som det eneste klassetrin ikke opfordres til to test om ugen, når skolerne genåbner onsdag.

Det mener Børnehaveklasseforeningens formand, Marianne Giannini.

- Vi synes, det er underligt, at en hel personalegruppe skal gå på arbejde med børn, der ikke skal testes, siger hun.

Det handler både om tryghed for børnehaveklasseledere, men også om urimeligheden i ikke at give børnene samme mulighed for at blive testet som klassetrinet over dem, siger hun.

Myndighederne har indkøbt selvtest, så det bliver muligt for børn at blive testet to gange om ugen derhjemme, når eleverne skal møde fysisk i skole fra onsdag.

Men testopfordringen gælder kun fra 1. klasse og op.

- Selvfølgelig skal børnehaveklassebørnene også have mulighed for at blive testet to gange om ugen. Så de kan møde trygt i skole, og vi kan møde trygt på arbejde, og forældrene kan sende deres børn trygt i skole, siger Marianne Giannini.

Eleverne i folkeskolen er blevet undervist hjemme siden 15. december sidste år.

Beslutningen om at sende dem hjem blev truffet i Folketinget, efter at den mere smitsomme coronavariant omikron i november og december begyndte at sprede sig i samfundet.

Danmarks Lærerforening har tirsdag også sagt, de er uforstående over for, at de yngste skoleelever ikke får muligheden for to ugentlige selvtest.

På et pressemøde tirsdag formiddag kunne hverken myndigheder eller regeringen komme med en forklaring på, hvorfor de yngste ikke er omfattet af anbefalingen.

Der kom dog tirsdag eftermiddag en forklaring i et mailsvar fra Sundhedsstyrelsen.

- Sundhedsstyrelsen har udelukkende rådgivet om ikke at tage 0.-klasserne med, da det generelt er svært at teste de mindre børn, og at 0.-klasserne stadig er så nye i skolen, at ugentlige test blev vurderet til at udgøre en ekstra belastning for deres trivsel og skoleoplevelse, skriver styrelsen.

Styrelsen understreger også, at børn i børnehaveklassen stadig skal testes, hvis de er syge eller såkaldt nærkontakter.

/ritzau/